Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Runer og runesten

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Runer er tegnene i det ældste kendte alfabet for skrivning af germanske sprog, fx dansk og svensk, brugt fra de første århundreder efter Kristus. Alfabetet kaldes også fuþark (eller futhark) efter de første seks runer.

Runernes oprindelse er ikke endelig klarlagt; man ved med sikkerhed, at de er afledt af et alfabet, der anvendtes i Middelhavsområdet omkring Kristi fødsel, formentlig det latinske. De fleste runeindskrifter er fundet i Skandinavien, og det er sandsynligt, at hjemstedet er Danmark eller Sydskandinavien. Der kendes over 6000 indskrifter.

Runerne har en kantet form med lodrette hovedstave og diagonale bistave, hvilket har gjort dem lette at riste, dvs. at indridse eller indhugge. Læseretningen var i de tidlige indskrifter fri, men senere blev højrevendte runer det almindelige.

Annonce

Det ældste runealfabet havde 24 tegn og synes at have været en ret lydnær alfabetskrift. I Skandinavien blev antallet af tegn i 600-700-tallet reduceret til 16, hvilket medførte, at mange tegn kunne stå for 2-4 forskellige lyde. Det skete efter store forandringer af sproget.

Runerne blev ristet i alle mulige materialer, træ, horn, ben, metal, sten osv. Fra vikingetidens begyndelse bredte den skik sig i Danmark at rejse runesten til minde om de døde. Runestenene blev rejst for at blive set. De stod ofte ved veje eller vadesteder, ikke nødvendigvis ved graven, og de var malet med stærke farver. I Danmark ophørte skikken at rejse runesten omkring 1025; på Bornholm rejstes dog endnu i middelalderen runesten.

Runerne blev fra ca. 1100-t. gradvis fortrængt af det latinske alfabet.

Læs mere om runer. Læs også Ristet med runer i Danmarks Oldtid.