Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Pladetektonik

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter sthornval

Pladetektonik er teorien om, at den ydre del af Jorden består af stive plader (kontinentalplader eller lithosfæreplader), som bevæger sig i forhold til hinanden.

Teorien forklarer bl.a. oceanernes tilblivelse og forsvinden, jordskælv og vulkaner, bjergkædefoldninger samt kontinenters vækst og skiftende beliggenhed gennem tiderne.

De 50-150 km tykke litosfæreplader flyder (uhyre langsomt) oven på et forholdsvis blødt lag, asthenosfæren. Hvor to plader glider fra hinanden, flyder lava ud og danner ny skorpe, som det fx sker på Island. Hvor to lithosfæreplader støder sammen, forsvinder den ene plade ned under den anden. Her er der hyppige jordskælv, og samtidig sker der en opsmeltning af skorpemateriale, som trænger op til Jordens overflade og danner lange rækker af vulkaner som fx i Japan og på Amerikas vestkyst.

Annonce

Et kort over verdens jordskælv og vulkanudbrud viser med god tilnærmelse grænserne mellem kontinentalpladerne.