Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Pinse

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Pinsen er kirkens tredje store fest, der danner afslutning på syv ugers glædestid efter påskefesten. Festen har sine rødder i Det Gamle Testamente, hvor pinsen er en takkefest for kornhøsten, der finder sted syv uger eller 50 dage efter påske; den kaldes også for ugefest.

Den kristne pinsefest fejres som fest for Helligåndens komme og kirkens grundlæggelse. I Apostlenes Gerninger (2,1-13) fortælles, at disciplene er forsamlet den 50. dag efter påske; de fyldes af Helligånden, og de begynder at tale i andre tungemål. Og alle de fremmødte hører dem tale i deres eget sprog.

I kirkens historie var pinsen i begyndelsen betegnelse for alle 50 dage fra påskedag, siden 300-tallet fejrede man den 50. dag som Helligåndsfest, ti dage efter Kristi Himmelfart. I folkekirkens gudstjeneste knyttes pinsens kirkelige betydning sammen med naturens opvågnen og lysets komme i forårstiden, fx i Grundtvigs store pinsesalme I al sin glans nu stråler solen (1843).

Ifølge dansk folketro kan man se pinsesolen danse pinsemorgen, en tradition, der på grund af klimaet er overført fra påskemorgen, hvor Solen danser i glæde over Jesu opstandelse. Inden for Pinsebevægelsen er navnlig evnen til at tale i tunger (glossolali) ved 1900-tallets begyndelse blevet betragtet som kendetegn på, at man er genfødt af Helligånden og dermed en sand kristen. I den kristne kunst har duen været det billedlige udtryk for Helligånden.

Læs også om pinse og Helligånden i Symbolleksikon.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Pinse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=511078