• 

  Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

• 
• 

  Link til "Pinse"

• 

Pinse

Pinsen er kirkens tredje store fest, der danner afslutning på syv ugers glædestid efter påskefesten. Festen har sine rødder i Det Gamle Testamente, hvor pinsen er en takkefest for kornhøsten, der finder sted syv uger eller 50 dage efter påske; den kaldes også for ugefest.

Den kristne pinsefest fejres som fest for Helligåndens komme og kirkens grundlæggelse. I Apostlenes Gerninger (2,1-13) fortælles, at disciplene er forsamlet den 50. dag efter påske; de fyldes af Helligånden, og de begynder at tale i andre tungemål. Og alle de fremmødte hører dem tale i deres eget sprog.

I kirkens historie var pinsen i begyndelsen betegnelse for alle 50 dage fra påskedag, siden 300-tallet fejrede man den 50. dag som Helligåndsfest, ti dage efter Kristi Himmelfart. I folkekirkens gudstjeneste knyttes pinsens kirkelige betydning sammen med naturens opvågnen og lysets komme i forårstiden, fx i Grundtvigs store pinsesalme I al sin glans nu stråler solen (1843).

Ifølge dansk folketro kan man se pinsesolen danse pinsemorgen, en tradition, der på grund af klimaet er overført fra påskemorgen, hvor Solen danser i glæde over Jesu opstandelse. Inden for Pinsebevægelsen er navnlig evnen til at tale i tunger (glossolali) ved 1900-tallets begyndelse blevet betragtet som kendetegn på, at man er genfødt af Helligånden og dermed en sand kristen. I den kristne kunst har duen været det billedlige udtryk for Helligånden.

Læs også om pinse og Helligånden i Symbolleksikon.