Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peter Sabroe

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Peter Sabroe.  Fotografi fra ca. 1900.

Peter Sabroe. Fotografi fra ca. 1900.

I 2013 var det 100-året for journalisten og politikeren Peter Sabroes død. Peter Sabroe var en af dansk politiks mest medrivende agitatorer, og han kæmpede en utrættelig kamp for at forbedre børns og tyendes levevilkår.

I avisen og i sine foredrag landet over afdækkede han usle tyendeforhold, misrøgt af syge og gamle, brutal behandling af polske landarbejdere og frem for alt mishandlinger af børn på de private eller halvoffentlige opdragelsesanstalter.

Peter Sabroe var impulsiv, skrev „med den stumpe ende af penneskaftet”, skabte sig selv fjender i alle lejre, men endnu flere venner i kraft af de resultater, han opnåede. Sabroe havde således stor andel i den første børnelov af 1905, der indførte værgeråd til at tage sig af misrøgtede og vanartede børn, ligesom han var hovedmand bag Enkebørnsloven af 1913.

Annonce

Da Peter Sabroe som 46-årig omkom i en togulykke ved Bramminge 26. juli 1913, vakte det landesorg. Han er skildret af Johan Skjoldborg i romanen Gyldholm (1902) og af Knuth Becker i "Verden venter" (1934).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Sabroe i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=489283