Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Næsehorn

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Næsehorn, Rhinocerotidae, er en familie af uparrettåede hovdyr med tre arter i Afrika og to i Asien. De er 2,4-4,2 m lange, 1,1-1,9 m i skulderhøjde og vejer 0,8-2,3 t; størst er det hvide eller bredsnudede næsehorn (Ceratotherium simum), som lever i Afrika.

Næsehorn er solidt bygget med lavtsiddende hoved med 1-2 horn på snuden, korte ben og tyk, grålig hud. De lever af blade, kviste, frugt og græs. Næsehorn er enegængere og er aktive om natten og i morgen- og aftentimerne. De tilbringer dagens varme timer med at mudderbade eller sove. Mudderbadning er vigtig, herved regulerer de kropstemperaturen og kommer af med utøj.

I dag er næsehorn blandt de mest truede dyr, og alle fem arter er på Washingtonkonventionens liste 1. I alt findes færre end 30.000 individer. Tilbagegangen skyldes frem for alt ulovlig jagt på det eftertragtede horn, der bl.a. bruges til dolkeskæfter og medicin. I flere nationalparker søges krybskytteri bekæmpet ved indsættelse af bevæbnede vildtbetjente. I 2015 blev mindst 1338 næsehorn dræbt af krybskytter.

Annonce

Fortidige arter omfatter bl.a. Baluchitherium, der med sine 4-5 m højde og over 10 t er det største landpattedyr, der nogensinde har levet; i Danmark levede skovnæsehorn og uldhåret næsehorn.

Læs meget mere om næsehorn.