Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Michelangelo

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Den italienske billedhugger, maler, arkitekt, tegner og digter Michelangelo levede 1475-1564. Han var højrenæssancens betydeligste kunstner, virksom i Firenze og Rom, hvor han især arbejdede for Medici-familien og paverne Julius 2., Leo 10. og Paul 3.

Blandt hans tidlige hovedværker er skulpturgruppen Pietà i Peterskirken i Rom og kolossalstatuen David foran Palazzo Vecchio i Firenze.

I Det Sixtinske Kapel i Vatikanet malede han loftsfreskoerne med ni scener fra verdens skabelse til syndfloden. Disse scener omgives af nøgne ynglinge, profeter og sibyller og af Jesu forfædre. Senere udførte han Dommedag på altervæggen.

Annonce

Som Peterskirkens ledende arkitekt fra 1547 tegnede han kirkens vestparti og den mægtige kuppel.

Michelangelos gravmæle, der er tegnet af Giorgio Vasari, findes i Santa Croce-kirken i Firenze.