Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lyn og torden

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Lyn er elektriske udladninger i atmosfæren. De opstår i kraftige op- og nedvinde i høje tordenskyer, cumulonimbus.

Vindens transport af elektriske ladninger i store og små vanddråber medfører, at der dannes store spændingsforskelle. Når de udløses, sker det med enorm kraft, og luften i lynkanalen opvarmes hurtigt og udvider sig. Dette høres som torden. Pga. lydens relativt lave hastighed gennem luft høres lyden med 3 sekunders forsinkelse for hver km afstand til lynet.

På varme, solrige sommerdage kan man i Danmark få kraftig konvektion. I atmosfæren forekommer der konvektion, når jordoverfladen opvarmes af solstrålingen. Konvektionen giver anledning til skydannelse og tordenvejr, såkaldt varmetorden. I Danmark er der på en given lokalitet i gennemsnit 11 døgn om året med torden. Højsæson er juni, juli og august.

Annonce