Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Limes

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Limes er det latinske ord for grænse. I antik landmåling betegner limes den yderste linje i et marksystem, en grænsevej. I bredere betydning blev limes brugt første gang af den romerske historiker Tacitus om Romerrigets nordøstlige grænse, specielt om den strækning, som løb fra Rheinbrohl ved Rhinen til Mainz og derfra tværs gennem det nuværende Tyskland til Eining ved Donau, kaldet Der Obergermanisch-Raetische Limes (Øvregermanske-Raetiske limes). Fra 1.årh. e.Kr. udbyggedes denne grænselinje med en vold og palisader.

Med jævne mellemrum anbragtes mindre kasteller og lidt tilbagetrukket fra grænsen en række legionslejre, fx ved de nuværende byer Nijmegen, Xanten, Neuss, Bonn, Mainz, Strasbourg, Augsburg og Regensburg. Formålet var at forsvare Romerriget mod angreb fra barbarerne og sikre ro til handel og transport ved grænsen til det såkaldte frie Germanien.

Betegnelsen dækkede senere samtlige grænsestrækninger i Romerriget. Således Limes Britannicus (Britiske limes), bl.a. Hadrians Mur, der strakte sig fra Wallsend ved Tyne River ved Newcastle i øst tværs over landet til Solway Firth nær Carlisle i vest; en strækning på i alt 118 km. Befæstningen var bemandet med hjælpetropper; det antages, at der har været 11.000-12.000 mand. Muren udgjorde nordgrænsen for provinsen og hermed for Romerriget.

I 1987 blev Hadrians Mur optaget på UNESCO-konventionens Verdensarvliste fulgt i 2005 af Der Obergermanisch-Raetische Limes.

Læs mere om limes og Hadrians Mur.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Limes i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=511199