Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hedeslag og solstik

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Længerevarende ophold i varme omgivelser kan medføre hedeslag på grund af stigende legemstemperatur - hypertermi - som følge af, at kroppen ikke kan komme af med varme. Hedeslag kan fx skyldes sportsudøvelse i varme omgivelser. Skyldes det ophold i direkte sol, betegnes det ofte solstik.

Ved hedeslag opleves træthed, udmattelse, svimmelhed, hovedpine og kraftig sveden.

Temperaturstigning til over 41 °C er livsfarlig pga. skader på de indre organer (hjerne, hjerte, lever, nyre og tarm) samt på muskulaturen.

Annonce

Ved lettere hedeslag, hvor kropstemperaturen er under 39,5 °C, foretages afkøling ved afklædning og overbrusning med 15-18 °C varmt vand. Alvorligere tilfælde, hvor der forekommer bevidstløshed, kramper, kredsløbschok og lungesvigt, behandles med bl.a. ilt og væsketilførsel via drop. Denne tilstand er livsfarlig.