Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Græskar

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Græskar er en planteslægt (med det latinske navn Cucurbita) med ca. 25 arter. Slægten, der tilhører græskarfamilien, er hjemmehørende i tropisk og subtropisk Amerika. Det er krybende eller klatrende urter med delte klatretråde og store, enlige, gule blomster med dybt delt, klokkeformet krone.

Frugten er et aflangt eller skive-, kugle- eller flaskeformet, mangefrøet bær med glat eller vortet overflade, der som regel er gul, orange eller grøn.

Flere arter dyrkes som grøntsagsplanter, fx centnergræskar med op til ca. 100 kg tunge frugter, der bl.a. anvendes i madretter og bagværk, syltes eller udhules til græskarmænd til halloween. Mandelgræskar dyrkes i mange former og anvendes til pyntegræskar eller til konsum, fx squash, butternut og hokkaido.

Annonce

Såvel blomster som unge og modne frugter samt modne frø og unge blade er spiselige, fx i en græskarsuppe med tranebær.

Til græskarfamilien hører mange andre nytteplanter med spiselige frugter, bl.a. melon, agurk og vandmelon. Familien omfatter desuden mange læge- og giftplanter.