Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gotiske katedraler

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

I middelalderen gennemtrængtes arkitekturidealet af en stræben efter en guddommelig orden, der fandt sit jordiske udtryk i geometriske systemer. Intet afspejler vel dette ideal tydeligere end de vældige gotiske katedraler. Den gotiske katedral repræsenterer både konstruktivt og kunstnerisk middelalderens arkitektoniske klimaks. Det gotiske stræbesystem gav mulighed for at bygge meget høje og kniplingsagtigt gennembrudte mure, der lader lyset sive ind i kirkerummet, så det får en næsten overjordisk karakter. Den gotiske stilperiode deles i tre faser: Unggotik ca. 1140-1200, højgotik ca. 1200-1350 og sengotik ca. 1350-1500.

De mennesker, der oprindeligt skabte den gotiske stil, kaldte den Opus Francigenum, hvilket oversat fra latin betyder fransk arbejde. Gotikken efterfulgte den romanske stil og afløstes af renæssancen, hvor man med foragt kaldte stilen for goternes stil, dvs. barbarernes stil.

Annonce

Gotikkens gennembrud fandt sted i Frankrig, hvor abbed Suger 1140-44 lod opføre et nyt kor til klosterkirken Saint-Denis ved Paris. Ved konstruktionen indgik tre træk, som førhen kun havde været anvendt hver for sig: spidsbuen, ribbehvælvet og stræbesystemet. Resultatet blev en himmelstræbende højde, meget tynde vægge og et lysindfald af et hidtil ukendt omfang.

Nybygningen af vestpartiet og koret i Saint-Denis blev et forbillede for de senere franske gotiske katedraler. I de næste 100 år fulgte opførelsen af alle Frankrigs bedst kendte katedraler med deres rige udstyr af skulpturer og glasmalerier, nævnes kan Bourges, Reims, Amiens, Notre Dame i Paris og Chartres. Gotiske katedraler blev efterfølgende opført i Italien, i Firenze, Siena og Orvieto; i Tyskland i Köln, Strasbourg, Freiburg im Breisgau, Regensburg og Ulm. I England opførtes bl.a. katedralerne i Wells, York og Lincoln. Den gotiske stil kom til Danmark ca. 1200, hvor de fornemste bygninger er Roskilde Domkirke og Sankt Knuds Kirke i Odense.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gotiske katedraler i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=509206