Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Glasmaleri

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Glasmaleri er et billede udført af farvede glasstykker, der også ofte er bemalet. De ældste bevarede vinduer med glasmalerier (begyndelsen af 1100-tallet) findes i domkirken i Augsburg. Med udviklingen af den gotiske sakralarkitektur, der indledtes med abbed Sugers nybygning af Saint-Denis ved Paris ca. 1140, øgedes vinduesfladerne til det maksimale, og glasmalerierne kom til at dominere interiørerne, især i Nordeuropa.

Den klassiske teknik i middelalderens glasmaleri bestod i, at tilskårne stykker af mundblæst, gennemfarvet glas i et eller flere lag, evt. klart glas med rødt glasovertræk, blev sammenføjet med blysprosser; disse sprosser udgør en væsentlig del af hele vinduets komposition og tegner også figurernes hovedkonturer. På indersiden af glasset blev detaljerne malet med blyoxid, en sort smeltefarve, der blev mørkebrun ved brænding.

Selve glassets kemiske struktur ændrede sig gennem perioden, således vandt et klarere, stærkt blyholdigt glas frem i 1300- og 1400-tallet. Det betyder, at den tidlige fases stærkt farvede og dunkle vinduer, hvor glasset synes at stråle i sig selv og forlene den hellige historie og kirkerummet som helhed med et skær af mystik, blev afløst af lysere og langt mere gennemskinnelige vinduer. I 1700-tallet døde glasmaleriet ud.

Annonce

Først med interessen for middelalderen i 1800-tallet begyndte William Morris og Edward Burne-Jones i England at efterligne periodens glasmaleri. Denne kunstart kom til at spille en stor rolle i jugend-arkitekturen og i sidste halvdel af 1900-tallet har mange kunstnere arbejdet med glasmaleri, fx Jean Bazaine i Sacré-Coeur-kirken i Audincourt og Marc Chagall i Hadassah-synagogen i Jerusalem. I Kölner Doms sydlige sideskib blev det såkaldte Richter-Fenster, udført efter udkast af Gerhard Richter, indviet 2007.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Glasmaleri i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=509836