Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fedt

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Fedt, også kaldet fedtstoffer, er betegnelsen for en række stoffer, der er uopløselige i vand, tungtfordampelige og føles olierede; de består i kemisk forstand af triglycerider, dvs. forbindelser mellem tre fedtsyrer og glycerol. Fedtstoffer kan være faste, halvfaste eller flydende (olier).

Hvis fedtsyrerne ikke indeholder kemiske dobbeltbindinger, kaldes fedtstoffet mættet; umættede fedtstoffer indeholder en eller flere dobbeltbindinger. Om et fedtstof er fast eller flydende, afhænger af antallet af dobbeltbindinger; jo flere dobbeltbindinger, des lavere er smeltepunktet.

Fedtstoffer hører til lipiderne og er kostens mest koncentrerede energikilde med over dobbelt så meget energi pr. vægtenhed som protein og kulhydrat. Ca. 30 % af kostens energi bør komme fra fedtstoffer, heraf højst 1/3 fra mættede fedtstoffer. Umættede fedtstoffer findes især i planteolier, fx olivenolie, og fede fisk som fx laks. Umættet fedt medvirker ikke til at øge blodets indhold af fedtstoffet kolesterol, som i for høje koncentrationer kan forårsage livsfarlig åreforkalkning.

Annonce

For stort indtag af fedtstoffer kan resultere i fedme.