Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

EU og forbehold

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Den Europæiske Union, EU, er en sammenslutning af 28 europæiske lande, der som erklærede mål bl.a. har at styrke den europæiske identitet i internationale sammenhænge for at fremme fred, frihed, sikkerhed og fremskridt i såvel Europa som hele verden.

Danmark tilsluttede sig De Europæiske Fællesskaber (EF) i 1973. Medlemslandene har siden bevæget sig mod en større økonomisk og politisk integration. Med Den Europæiske Fælles Akt i 1987 indledte de et udenrigspolitisk samarbejde og skabte grundlaget for det indre marked, men Danmark forkastede Maastrichttraktaten fra 1992, der med regler om unionsborgerskab, uddannelse, styrkelse af miljøpolitikken og dannelse af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) med fælles valuta og fælles centralbank betød afgivelse af suverænitet.

Ved en folkeafstemning året efter tilsluttede Danmark sig en særordning, Edinburghafgørelsen, der med fire forbehold indebar, at Danmark ikke deltager i den fælles valuta, euro, i den fælles forsvarspolitik, at unionsborgerskab ikke erstatter dansk statsborgerskab, samt at Danmarks deltagelse i samarbejdet om retlige og indre anliggender, asyl- og indvandringspolitik, narkotikabekæmpelse samt politisamarbejde alene sker på mellemstatsligt plan.

Annonce

Amsterdamtraktaten, der trådte i kraft i 1999, gjorde bl.a. Schengenaftalen til en del af EU-samarbejdet og udvidede EU's kompetence med hensyn til visum-, indvandrings- og asylspørgsmål. Det havde dog kun begrænset virkning for Danmark pga. de fire forbehold. Øvrige ændringer i EU-samarbejdet er sket ved Nicetraktaten 2001 og Lissabontraktaten 2007.

I en folkeafstemning 3.12.2015 blev danskerne spurgt, om det danske retsforbehold fra 1993 skulle omdannes til en tilvalgsordning og suverænitet afgives. Forslaget blev nedstemt med 53,1 % af stemmerne. Dermed må bl.a. en parallelaftale vedrørende Europol forhandles på plads, hvis Danmark fortsat skal deltage i det europæiske politisamarbejde, når det bliver overstatsligt i 2017.

Referér til denne tekst ved at skrive:
EU og forbehold i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=507283