Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den kolde krig

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Den kolde krig betegner en politisk, økonomisk og ideologisk konflikt fra 2. Verdenskrigs slutning frem til ca. 1989-90 mellem de kapitalistiske og de kommunistiske lande, anført af hhv. USA og Sovjetunionen.

Indtil 1953 omfattede konflikten den magtpolitiske kontrol over Europa og Østasien, og bl.a. med USA's Trumandoktrin, der udstak retningslinjer for bekæmpelse og "inddæmning" af sovjetisk og anden kommunistisk ekspansion, og med Sovjetunionens blokade af Berlin 1948-49 og den efterfølgende deling af Tyskland i 1949 markerede de to nye supermagter sig over for hinanden.

Siden bredte øst-vest-konflikten sig til den øvrige klode med højdepunkt under Cubakrisen 1962, hvor faren for atomkrig var overhængende. Efter en periode med afspænding eskalerede gnidningerne igen 1975-85, og bl.a. under Sovjetunionens invasion af Afghanistan 1979 og i præsident Ronald Reagans første embedsperiode 1981-85, der var præget af en kraftig oprustning og nedfrysning af øst-vest-kontakterne, var forholdet mellem supermagterne meget dårligt.

Annonce

Først med Mikhail Gorbatjovs magtovertagelse 1985, Berlinmurens fald 1989 og Østblokkens sammenbrud sluttede den langvarige konflikt.

Læs mere om den kolde krig.

Læs også om Danmark og den kolde krig i Danmarkshistorien.