Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christiania

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Christianias historie begynder i 1971, da plankeværket ved den nyligt nedlagte Bådsmandsstrædes Kaserne blev brudt ned af christianshavnere, der ønskede adgang til grønne arealer og en legeplads til kvarterets børn. Kort tid efter flyttede en gruppe unge ind og "besatte" området.

Gruppen udgjordes især af boligløse, studerende, alternative kræfter fra fx miljøet omkring Thylejren samt af forskellige outsidere. Christiania blev et socialt eksperiment baseret på en kollektiv boform og fællesmøder til styring af området.

I de kommende år blev der opbygget kreative produktions- og kulturmiljøer på Christiania, inklusive årlig julebespisning af flere hundrede ubemidlede og hjemløse fra de omkringliggende dele af København.

Annonce

Imidlertid opstod samtidig en handel med hash, hårde stoffer og hælervarer på Christiania, og på den baggrund besluttede Folketinget i 1975, at Fristaden skulle ryddes. En støttedemonstration med 30.000 mennesker kombineret med det faktum, at over halvdelen af Danmarks befolkning støttede Fristadens fortsatte eksistens, medførte dog, at Folketinget i sidste øjeblik besluttede at udsætte rydningen.

Den åbenlyse hashhandel i Pusherstreet er siden adskillige gange forsøgt stoppet, bl.a. da beboerne selv i 2004 ryddede hashboderne. Siden har politiet flere gange ryddet boderne.

En tvist mellem den danske stat og Christiania om brugsretten til fristadens område blev i 2011 afsluttet med Højesterets stadfæstelse af Østre Landsrets dom fra 2009, der tilkender staten brugsretten. For at skaffe penge til at frikøbe Christiania af staten stiftedes i 2011 Fonden Fristaden Christiania, der udstedte folkeaktier til en værdi af 76 mio kr.

Læs mere om Christiania i Leksikon og i Danmarkshistorien.