Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Chokolade

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Chokolade fremstilles af kakaotræets bønner, der ristes, afskalles og formales til kakaomasse, der kan forarbejdes videre til chokolade eller presses til kakaosmør og kakao. I spisechokolade er kakaomassen tilsat ekstra kakaosmør, smagsstoffer, emulgatoren lecitin og evt. mælkepulver.

Mørk chokolade består af ca. 50 % sukker og 50 % kakaobestanddele; mælkechokolade indeholder op til 25 % tørmælk. Hvid chokolade indeholder ikke kakaomasse, men ligner ellers mælkechokolade.

Chokolade indeholder små mængder af de stimulerende stoffer koffein og theobromin og har et højt kalorieindhold.

Annonce

Chokolade stammer fra Mellemamerika, hvor indianerne fremstillede en kold drik af kakao rørt op med vand. Drikken kom til Spanien i 1500-tallet og var udbredt i Europa i midten af 1600-t.

I Danmark er chokolade blevet massefremstillet siden slutningen af 1800-tallet af bl.a. R.T. Kehlet og Anthon Berg. I dag er Toms Gruppen den store danske chokoladeproducent efter opkøb af en række af branchens øvrige fabrikanter.