Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Celle

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Cellen er grundenheden i en levende organisme. Alle processer i en organisme skyldes cellernes aktivitet og samspil.

Nogle organismer, fx bakterier, er encellede, og alle livsprocesser må foretages af den ene celle. Cellerne i flercellede organismer er genetisk ens, men specialiseret i flere celletyper, hos dyr fx røde blodlegemer, nerveceller, muskelceller, fedtceller og tyndtarmsceller og hos planter fx parenkym, korkceller og trakeider.

Afhængigt af deres funktioner adskiller cellerne sig meget fra hinanden i form, størrelse og livsforløb. Der er fx såvel afrundede celler på under 1/1000 mm som fx de mindste bakterier som meterlange og yderst kompliceret byggede nerveceller.

Annonce

I cellen findes arvemassen (DNA), evt. samlet i en cellekerne, omgivet af cellesaften (cytoplasma), hvis små organer (organeller) udfører cellens forskellige funktioner, bl.a. proteinproduktion, nedbrydning af udslidte celledele, destruktion af bakterier og fremmede stoffer, energiproduktion og celledeling.

En grundlæggende egenskab ved cellen er, at den uden hjælp af andre celler er (eller har været) i stand til at frembringe en identisk kopi af sig selv ved celledeling; dette i modsætning til virus, der kun kan formere sig ved at "snylte" på en celles synteseapparat

Læs meget mere om cellen.