Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Barok

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Barok er en stilperiode i Europa mellem renæssance og rokoko, ca. 1600-1730, udviklet i Italien med baggrund i bl.a. den katolske modreformation.

Inden for barokkens arkitektur er Peterskirken i Rom og Versailles-slottet ved Paris eksempler på den aksefaste samordning af bygningsdele, rum og plads samt på kunstarternes samarbejde: Arkitektur, skulptur, malerkunst og kunsthåndværk indgår i en højere enhed.

I maleri og skulptur fremhæves bevægelse og lysspil, fx clairobscur (kontrasten mellem lys og mørke), og det illusionistiske element træder frem i bl.a. mægtige, figurmyldrende loftsmalerier.

Annonce

Væsentlige repræsentanter for barokken er Rubens, Rembrandt, Velázquez og Bernini. I Danmark opførtes Fredensborg Slot, Frederiksberg Slot og det første Christiansborg samt talrige herregårde og palæer af arkitekter som Lauritz de Thurah, E.D. Häusser og J.C. Ernst, mens maleriet domineredes af Karel van Mander og Abraham Wuchters, skulpturen af Thomas Quellinus og Abel Schrøder.

I musikken dyrkedes bl.a. koncert, suite, fuga, oratorium og nyskabelsen opera som udtryksformer. Betydelige komponister var Antonio Vivaldi, J.S. Bach og G.F. Händel.

Litteraturen kendetegnes ved en svulmende stil med stærke sproglige kontraster, i Danmark hos Thomas Kingo.

Læs mere om perioden barok inden for billedkunst og arkitektur, kunsthåndværk, musik, teater, dans og litteratur.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Barok i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=501010