Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Archimedes

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Den græske matematiker, fysiker og tekniker Archimedes levede det meste af sit liv i Syrakus på Sicilien. En stor del af hans værker er gået tabt, men hans geni træder tydeligt frem i det, der er bevaret. Hertil hører hans bestemmelse af π ved tilnærmelse af cirklen med ind- og omskrevne regulære polygoner.

Om Archimedes' tekniske virksomhed findes kun spredte overleverede oplysninger, men hans opfindelse af bl.a. taljen, skruen uden ende (Archimedes' skrue) og det vandløfteapparat, der kaldes Archimedes' snegl, har fået varig betydning for teknologien.

Archimedes' lov udtrykker, at den opadrettede kraft, den såkaldte opdrift, på et legeme, der er nedsænket i en væske, er lig med og modsat rettet tyngdekraften på den fortrængte væskemængde. Princippet gælder også for luftarter og er en konsekvens af hydrodynamikkens almene love; når fx en ballon kan lette, er det, fordi opdriften på ballonen er større end dens tyngde.

Annonce

Archimedes' ubestridte ry som en af historiens bedste matematikere hviler på en række værker, som med uvæsentlige ændringer stadig foreligger i den græske grundtekst. I skriftet Sandregneren beskriver Archimedes et nyt astronomisk måleinstrument, hvormed han konstaterer, at Solens tilsyneladende diameter og dermed dens afstand fra Jorden varierer i årets løb; dette fik stor betydning for udviklingen af den teoretiske astronomi.

Archimedes levede ca. 287-212 f.Kr.