Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Alger

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Alger er en række meget forskelligartede organismegrupper, hvoraf de fleste kan udføre fotosyntese. Der findes måske mere end 70.000 arter, fra mikroskopiske, encellede typer til 60 m lange tangplanter af brunalger.

De forskellige grupper karakteriseres ved sammensætningen af deres indholdsstoffer, fx farvestoffer (bl.a. til brug for fotosyntesen), hvilket afspejles i nogle gruppers navne: brunalger, rødalger, grønalger, gulalger etc.

De fleste alger lever i havet, søer, damme eller vandløb. Planteplankton består hovedsagelig af mikroskopiske alger, der mængdemæssigt er de vigtigste producenter af organisk stof og ilt på jordkloden. Masseforekomst af planktonalger kan farve vandet så kraftigt, at fænomener som red tide og blutsee. De største og mest iøjnefaldende alger i havet kaldes tang.

Mange større alger, makroalger, vokser på sten eller klipper, andre er fæstet i sedimentet.

Masseforekomst af planktonalger, algeopblomstring, kan resultere i iltsvind og derved forvolde skade på dyrelivet, uden at giftstoffer er involveret. Iltsvindet opstår ved øget iltforbrug, enten som følge af de levende algers ånding om natten eller pga. bakteriel nedbrydning af døde algeceller. Masseforekomst af alger i form af ophobning af fedtmøg langs kysterne er til gene for badelivet.

Visse algearter udnyttes som føde, især i Asien, eller til udvinding af fx agar, carrageenan og alginater, der bl.a. bruges som fortykningsmiddel i fødevarer; andre er giftige og kan forårsage skaldyrsforgiftning eller fiskedød.