Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Adrenalin

Oprindelig forfatter Redaktionen Seneste forfatter Redaktionen

Adrenalin er et hormon og et signalstof - en neurotransmitter - som dannes i binyremarven, især under stress, fysisk aktivitet og følelsesmæssige reaktioner som frygt.

Et hormon er et stof, der regulerer kroppens funktioner via blodet. En neurotransmitter er et signalmolekyle knyttet til nervesystemet, hvor det findes indesluttet i små blærer (vesikler) i nervecellers endedele.

En stress- eller faresituation bringer ved øget stimulering af nervesystem og binyrer organismen i en kamp- eller flugtberedt tilstand via adrenalin og noradrenalin - der ligeledes er et hormon og signalstof - og får hjertet til at slå hurtigere og kraftigere, blodtrykket stiger, blodgennemstrømningen i de arbejdende muskler øges, vejrtrækningen lettes, og der sker en øget nedbrydning af sukkerdepoter i lever og muskelvæv.

Adrenalins evne til at stimulere hjertet, så det slår hurtigere og kraftigere, anvendes ved behandling af hjertestop. Det har også andre funktioner som lægemiddel; det hæmmer fx allergiske reaktioner og kan derved afværge livstruende allergiske reaktioner (kredsløbschok).

Annonce