Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jelling

Oprindelig forfatter FSte

I 1591 tegnede Henrik Rantzau anlægget ved jelling og gjorde omhyggeligt rede for de kongelige runesten, de to store gravhøje og kirken.

I 1591 tegnede Henrik Rantzau anlægget ved jelling og gjorde omhyggeligt rede for de kongelige runesten, de to store gravhøje og kirken.

Jelling, by nordvest for Vejle, der rummer Danmarks mest imponerende monumenter fra vikingetiden, Jellingstenene, knyttet til kongerne Gorm den Gamle og Harald Blåtand.

Mellem to store gravhøje (den ene med bautasten, måske dele af en oprindelig skibssætning) ligger i vore dage en stenkirke, og ved kirken står to runesten: den lille og den store Jellingsten. Den første kirkebygning på stedet har været en stor trækirke, sikkert bygget af Harald Blåtand kort efter 965. Anlægget er blevet arkæologisk undersøgt ved flere lejligheder i 1800- og 1900-tallet. Måske har der i Jelling været et hedensk gudehov af samme art som ved Gammel Uppsala.

Kirken og en af gravhøjene.

Kirken og en af gravhøjene.

Den lille sten er rejst af Gorm over sin hustru Thyra, "Danmarks pryd", som der står på den. Den store har kong Harald rejst over sine forældre Gorm og Thyra - og sig selv. Slutningen på den lange runeindskrift, "Danmarks dåbsattest" som kristen nation, lyder: "---, den Harald, som --- gjorde danerne kristne". Sammen med runeindskriften er der to billeder på den tresidede sten: et dyr og en Kristusfigur. Det er nærliggende at opfatte de to figurer som henholdsvis den førkristne religions symbol (et fabeldyr af dæmonisk art) og kristendommens symbol (Kristus). Men fabeldyret (en løve eller en grif i kamp med en slange) kan måske snarere symbolisere kristendommens kamp og sejr eller være et herskersymbol for kong Harald. Under alle omstændigheder er de to figurer tvundet ind i et spiralværk af slangelignende figurer. Kristus er fremstillet midt heri, som om han på odinsk vis hang på det hedenske verdenstræ Yggdrasil. Således spiller den velkendte hedenske og den nye kristne billedverden sammen med og mod hinanden.

Annonce

Oversigt over Jellingkomplekset.

Oversigt over Jellingkomplekset.

Indskriften,

Indskriften, "Harald konge bød gøre disse kumler ('dette mindesmærke') efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder, den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne", står i vandrette linjer på én side og fortsætter med en linje nederst på de to andre sider, der er udsmykket med hhv. et dyr og en Kristusfigur. De to runeindskrifter spænder over religionsskiftet i Danmark. I baggrundes ses den lille sten, som Gorm satte efter sin dronning, Thyra Danebod.

Kristusfigur på denne side af stenen kan opfattes som kristendommens symbol.

Kristusfigur på denne side af stenen kan opfattes som kristendommens symbol.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: Jelling i Nordisk Mytologi, 2. udg. 2009, Gyldendal. Hentet 14. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=284484

Artiklen Jelling er en del af Nordisk Mytologi; en bog med ca. 850 opslag på over 300 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk