• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vølund

Oprindelig forfatter FSte

Vølund, sagnfigur, der er hovedperson i eddadigtet Vǫlundarkviða (Kvadet om Vølund), og som også optræder i den store fornaldarsaga Didrik af Berns Saga.

Han er en skikkelse fra grænsefeltet mellem myter og heltesagn. Som dværg, sortalf eller smed hører han til mytens verden, men samtidig har han heltens status. Selv om han handler bestialsk, får læseren også sympati for denne krøbling. Kvadet er på 46 strofer og gengives med en kort prosaindledning i eddahåndskriftet (se handlingsreferat i bokstekst).

Kvadet handler i to omgange om at flyve eller at blive stækket i sine udfoldelser, om at realisere sig selv eller at blive holdt fanget. Det handler også om (smede)kunst som sublimering af eros. Hævn og længsel udtrykkes detaljeret og malerisk: "Han slog rødt guld/ til ringsmykker,/ bøjed til slanger/ blødthamret malm;/ her sad han/ hård af kummer/ og længtes efter/ sin lyse hustru".

Annonce

Vølund

Tre sønner af finnekongen, heriblandt Vølund, løber på ski og jager rener. De møder ved Ulvesø tre kvinder, der spinder, og hvis svanehamme ligger ved siden af. Brødrene tager svanehammene, så kvinderne ikke kan flyve bort, og de gifter sig med dem; Vølund med Hervor Alvid. De er gift i syv år, men Alvid er valkyrie, og da hun længes efter at flyve bort, forlader hun Vølund. Han sørger og smeder ring efter ring til hende, men hun vender ikke tilbage.

Svenskekongen Nidud hører om Vølunds smedekunst, og hans dronning får kongen til at fængsle Vølund, der nu må smede kostbare smykker til kongeparret. For at hindre ham i at flygte har de skåret senerne i hans knæhaser over og placeret ham på en holm.

Da kongens to sønner kommer på besøg, hugger Vølund hovederne af dem. Han udsmykker hovederne med sølv og ædelsten og sender dem til kongeparret som drikkeskåle og smykker. Kongedatteren giver han et spænde, der er lavet af brødrenes tænder. Han drikker hende beruset og voldtager hende. Han fortæller kongen om sin udåd og forlader landet, idet han flyver bort ved hjælp af vinger, som han selv har lavet.

I Didrik af Berns Saga omtales svanekvinderne ikke, men til gengæld ender sagaen lykkeligt, idet Vølund forsoner sig med Niduds søn og gifter sig med hans datter!

På et skrin af hvalben helt tilbage fra 700-tallet, Franks Casket, vises scener fra Vølund-fortællingen: Vølund i gang med at udsmykke de afhugne hoveder, en fjederham, kongedatteren på besøg osv.

Motivet med svanehammen kendes også i et udbredt folkeeventyr om "svanejomfruerne", som den russiske komponist Peter Tjajkovskij brugte i sin ballet Svanesøen, 1877. Man kan også sammenligne med H.C. Andersens eventyr De vilde Svaner, 1838. Vølund som smed og i fugleskikkelse kan minde om det græske sagn om Daidalos. Daidalos er en smedekunstner, der lukkes inde i den labyrint, han selv har lavet til kong Minos, og som bygger vinger, så han kan flyve bort sammen med sønnen Ikaros; sønnens vinger smelter, fordi han flyver så dumdristig højt, at varmen fra Solen er kraftigere.

Vølundsagnet er brugt i Adam Oehlenschlägers sagapastiche Vaulundurs Saga, 1805, og i Holger Drachmanns melodrama Vølund Smed, 1894.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: Vølund i Nordisk Mytologi, 2. udg. 2009, Gyldendal. Hentet 20. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=284860

Artiklen Vølund er en del af Nordisk Mytologi; en bog med ca. 850 opslag på over 300 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk