Starkad

Starkad, ('Den stærke'), ofte kaldt Stærkodder, sagnfigur, der både er kriger og skjald. Han optræder hos Saxo og i Gautreks Saga. I sagaen fortælles hans barndomshistorie, og det nævnes, at Odin har forudbestemt ham til at leve i tre mandsaldre, hvorefter hans slægt uddør med ham. Han er af jætteslægt, og han hævner sin farfar ved at slå den norske konge Vikar ihjel. Dette drab udføres tilsyneladende på skrømt og minder om en Odin-offerhandling.

Hos Saxo fortælles, at Starkad fra fødslen af er større og stærkere end andre og så tapper som ingen anden. Derimod er Saxo ikke meget for et rygte, der fortæller, at hans forældre var jætter, og at han engang havde flere hænder end normalt. Men fortællingen om Vikar har Saxo med i en lidt kortere version. Derefter fortæller Saxo bredt om sin store helt. Saxo lader Starkad blive oplært som kriger på lange togter østpå, mens han er knyttet som kriger og digter til Lejrekongerne.

Især lægger Saxo vægt på, at Starkad væmmes ved forfinede sæder og fremmede retter. Den danske konge Ingjald skal ikke på tysk maner fylde kongsgården med kokke og pølsemagere i stedet for kæmper og ikke "stoppe sin urimeligt forslugne vom med læssevis af overdådig mad". Om dette forfald i sæder kvæder Starkad et langt digt. Saxo bruger altså Starkad som national helt i en politisk situation, hvor tyskerne truer. Også Starkads død viser heltens format: Han sørger for at blive dræbt af en af sine egne, da han er blevet så gammel, at han ikke længere er egnet til krigens værk.

Sagnstof som fortællinger og digte om Starkad har gamle rødder, fx optræder en gammel kriger også ved Ingjalds hof i det oldengelske epos Bjovulf.