Sigurd Fafnersbane

Sigurd Fafnersbane, sagnhelt, søn af kong Sigmund, der tilhører vølsungerne; i det germanske sagnstof om nibelungerne hedder han Siegfried. Sigurd optræder bl.a. i eddadigtene Reginsmál, Fáfnismál og Sigrdrífumál, i den store fornaldarsaga Vølsungesaga, i Snorres Edda i afsnittet om kenninger for guld samt i nogle (færøske) folkeviser.

Sigurd er prototypen på en helt, der går en indvielse (initiation) igennem for at vinde heltestatus. Han har to magiske hjælpemidler, en hest og et sværd. Hans hest Grane nedstammer fra Odins Sleipner, og den kan bære vældige byrder. Hans sværd Gram er smedet af hans fosterfar, dværgen Regin, ud af kong Sigmunds ødelagte slægtssværd.

Kort fortalt er historien således:

Regin opfordrer Sigurd til med sværdet at dræbe dragen Fafner, der er en bror til Regin, og som har stjålet en guldskat fra deres far, Reidmar. Efter drabet på Fafner fortærer Sigurd dragens hjerte og bliver derved i stand til at forstå fuglenes sprog. Af fuglene bliver han underrettet om, at Regin planlægger at dræbe ham. Sigurd hugger derfor hovedet af Regin og kan nu hjemføre guldskatten, båret af Grane. En anden af Sigurds heltegerninger er, at han rider gennem flammerne til skjoldmøen Brynhilds borg. Sigurd gifter sig med Gudrun Gjukesdatter efter dragekampen.

Men kilderne stemmer ikke overens, hvad angår kærlighedshistorierne. Ifølge nogle kilder har Sigurd været forlovet med Brynhild, og de får datteren Aslaug (der optræder som Kraka i sagnet om Regnar Lodbrog), fra hvem ifølge Snorre det norske kongehus nedstammer. Med en magisk drik lykkes det at få Sigurd til at glemme Brynhild, og han gifter sig med Gudrun. Sigurd sørger for, at Gudruns bror, Gunnar, bliver gift med Brynhild. Men Brynhild kan ikke glemme forsmåelsen og får Gunnars stedbror Guttorm til at hævne sig ved at dræbe Sigurd. Derefter begår Brynhild selvmord med et sværd og lægges på Sigurds ligbål.

Strukturen i Sigurd-sagnet har de samme træk og det samme forløb, som man kender fra initiationsriter.

Sigurd er i billedkunsten den måske hyppigst anvendte nordiske sagnfigur. Ikke mindst er dragekampen brugt, også i kunst fra middelalderens kristne kirker (norske stavkirker). I den kristne kunst bliver motivet en parallel til den kristne sagnfigur Sankt Georg/Jørgen og dennes dragekamp. Se ill. til drage.