Frode Fredegod, dansk sagnkonge af skjoldungernes æt. I hans regeringsperiode skulle der have været en så omfattende fred, at man taler om frodefreden. I den var der en slags ny guldalder. Frugtbarheden viste sig ved overflod af korn, og freden viste sig ved, at en guldring kunne ligge i årevis på vejen, uden at nogen tog den.
Frode skildres i forskellige varianter af Snorre, i hans Edda og Ynglingesaga, og hos Saxo. Både Snorre og Saxo fører begivenhederne tilbage til tiden omkring Jesu fødsel og danner dermed en parallel til Romerrigets fred på kejser Augustus´ tid, Pax Augustana.
Frugtbarhedsaspektet understreges af, at Ynglingesaga sætter lighedstegn mellem Frode og Frej. Der kan have været tale om et sakralt kongedømme, hvor kongen ved at optræde som guden i kulten har været garant for landets frugtbarhed. At man har tillagt kongen særlige kvaliteteter viser en ejendommelig skildring hos Saxo: Kong Frode er død, men hans mænd lader som om, han stadig er i live, og de kører ham rundt i en vogn i riget. Men da liget går i opløsning, må de lægge ham i en gravhøj på kongelig vis.
En anden udspaltning af Frode-skikkelsen ses hos Snorre og i eddadigtet Grottesangen: Kongen er blevet umættelig efter guld. Han sætter et par jættekvinder, Fenja og Menja, til at male guld på kværnen Grotte; derfor bruges kenningen "Frodes mel" om guld, forklarer Snorre; men da de skal male dag og nat, maler de til sidst en hær frem, som slår kong Frode ihjel.
Tolkien har i Ringenes Herre, 1954, udnyttet en del af dette sagnstof.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.