riter

Riter, ritualer, På helleristninger og flere billedsten ses scener, som det er fristende at tolke som riter. Riter er knyttet sammen med myter, uden at man er i stand til at påvise, hvad der kom først, og hvad der er vigtigst. I myter menneskeliggøres guderne i fortællingens form; i riter guddommeliggøres mennesker i det fastlagte optrins form. I en billedstens eller en helleristnings fremstilling er forholdet mellem myte og kult ophævet eller rettere hævet op i en dimension, hvor man ikke ved, om det er en fremstilling af guder i en myte eller mennesker i en rite.

Rent faktisk ved vi ikke meget om nordisk religions riter, og vi mangler viden om, hvordan fx billedstenene skal forstås. I mytologien er der scener, som synes rituelle. Som eksempel kan nævnes et udsagn i eddadigtet Vølvens Spådom om, at det hellige træ Yggdrasil vandes med hvidt slam hver dag. Men vore kilder er i øvrigt enten fremmede eller sene nordiske, med fiktive træk og nedskrevet midt i en kristen kultur. At konstruere et komplet kultdrama, som religionshistorikeren Vilh. Grønbech gjorde det, er noget af et vovestykke.

Den romerske historiker Tacitus skildrede omkring år 100 en kult for den germanske gudinde Nerthus med en procession i en vogn som centrum. Den kristne krønikeskriver Adam af Bremen beretter om offer, herunder menneskeofringer, i helligdommen i Uppsala. Den arabiske skribent Ibn Fadlan beskriver en nordisk høvdingebegravelse ved Volgafloden. I Heimskringla og Eyrbyggja Saga er der detaljerede beskrivelser af blót (se offer), men næppe uden påvirkning af de kristne riter.

Riter har både været udført offentligt og i hjemmene. Blandt de offentlige har der været landsbaserede som centralkulten for Sverige i Uppsala, sandsynligvis afholdt i storhallen, men også mere lokale ledet af en gode ved et hov. I hjemmene er der foretaget mindre ofringer, fx i tilknytning til husets vætte, gårdboen.

I forbindelse med de vigtigste overgange i det enkelte menneskes liv har riter været praktiseret. Den første overgangsrite er knæsætningen med vandøsning, navngivning og optagelse i slægten. Brylluppet ses primært som en alliance mellem to slægter. Blandt riterne for de forholdsvis få i samfundet kan nævnes en række indvielser (initiation), fx til kriger eller til et mandsforbund (fx bersærk), blodsbroderskab, til høvding eller konge. Til blodsbroderskabet brugtes gå under jordens smykke-ceremonien, hvor deltagerne gik under hævede græstørv. Ved dødsriten kunne liget eventuelt placeres i et skib, hvorefter skib og lig blev brændt. Dødsriten gennemspillede en rejse til dødsriget. Omkring den afdøde kan der have været højkult.

En række riter har været knyttet til årets gang for mennesker, kvæg og korn og med frugtbarhed, fred og velstand i centrum. Både ved et konkret bryllup og ved et samfunds vigtigste frugtbarhedsriter kan der have været gennemspillet en kosmisk forening mellem "himmelguden" og "jordgudinden" i et helligt bryllup. Kongen eller høvdingen kan være den centrale deltager i et sådant bryllup. Det samme kan også gælde et sakralmord, hvor det måske var herskeren, der blev ofret. Man har så forestillet sig, at han i det hinsides blev modtaget til et nyt bryllup med dødsgudinden.

Riter med præg af shamanisme er sejden. Den blev udført af kvindelige seersker, vølver, og er omtalt i bl.a. Erik den Rødes Saga. Det berettes her, at sejdkonerne rejste rundt på gårdene og afholdt kult i afgrænsede tidsrum.

I nutidens asatro spiller riter en markant rolle. Man har her bevaret det norrøne begreb for offerkult, blót.