Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Richard Wagner

Oprindelig forfatter FSte

Richard Wagner.  Portræt fra 1850'erne.

Richard Wagner. Portræt fra 1850'erne.

Richard Wagner, 1813-1883, tysk komponist og forfatter. I sit største værk, musikdramaet Nibelungens Ring i fire dele (ofte blot kaldet Ringen), brugte han den germanske/nordiske mytologi og sagnverden, især Nibelunge-/Vølsunge-stoffet, men også Den Ældre Edda. Ringen blev første gang opført samlet 1876 i Bayreuth i Sydtyskland. Værkets enkelte dele hedder "Rhinguldet", "Valkyrien", "Siegfried" og "Ragnarok" (den sidste del hedder på tysk "Götterdämmerung", "Gudernes dæmring" eller "mørke"). Wagner skrev selv librettoen til hele værket i "oldnordiske" stavrim.

Wagner forholder sig frit til myte- og sagnstoffet. Det gennemgående tema er forholdet mellem magt og kærlighed. Som magtsymbol optræder en ring smedet af en dværg med guld fra Rhinguldet. Ringen bliver til sidst årsag til verdens undergang.

Den tyske digterfilosof Friedrich Nietzsche var i en periode begejstret for Wagner, der var som en faderskikkelse for ham. Men hans intense beundring slog om i sin modsætning, og titlen på en af hans senere bøger, Götzendämmerung, på dansk Afgudernes Ragnarok, kaldte Nietzsche selv for "en perfiditet imod Wagner". Wagner er idealist og heltedyrker, og i hans opgør med materialismen ses en antisemitisme, et træk som Nietzsche kraftigt tog afstand fra. I 1920'erne var Hitler påvirket af den germanske patos hos Wagner, og hele dyrkelsen af det germanske, af det monstrøse og af den store helt, som ligger i Wagners værker og kunstteoretiske skrifter, vandt genklang hos nazisterne. Se også Villy Sørensen.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: Richard Wagner i Nordisk Mytologi, 2. udg. 2009, Gyldendal. Hentet 25. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=284866

Artiklen Richard Wagner er en del af Nordisk Mytologi; en bog med ca. 850 opslag på over 300 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk