Elle, Elli, ('Ælde'), ('Alderdom'), personifikation af alderdommen i Snorres Edda, nærmere bestemt i skildringen af Thors konkurrencer hos Udgårdsloke. I en af disse skal Thor brydes med Udgårdslokes gamle fostermor, Elle. Der er ikke noget at sige til, at han taber, for kællingen bruger lumske kneb, så Thor fnyser af vrede, men afgørende er, at det er selveste alderdommen, der tvinger ham i knæ. Udgårdsloke siger: "Den mand er ikke født, som ælde ikke vil bringe til fald, hvis han da lever så længe, at han kan kaldes gammel." Dér fik guderne den, skønt de ellers siges at leve evigt (jf. Iduns æbler). Se også guder.