Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Måne

Oprindelig forfatter FSte

Måne, Máni, I mytologien skelnes der mellem Månen som kosmisk fænomen og Måne som en figur, der styrer Månens gang. Måne er ifølge Snorres Edda søn af Mundilfare og bror til Sol. Aserne bliver vrede over Mundilfares overmod, da han kaldte sine børn Sol og Måne, og satte dem op på himlen som straf. Måne styrer med sin vogn derefter Månens gang og råder for ny og næ. På sin færd over himlen følges han af to børn fra Jorden, Bil og Hjuke, "som det kan ses fra Jorden" (Snorre tænker vel på "Manden i Månen"-motivet).

Månen forfølges af ulven Hate, som vil tage Månen, "og det lykkes ham også". Hate er muligvis identisk med en anden figur, som Snorre kalder Månegarm ("måneopsluger"). Månegarm er en jætteulv, der fylder sig med livskraften (blodet) af alle de mennesker, der dør. "Den sluger Månen og overstænker himlen og al luften med blod, så Solen mister sit skin".

Som så ofte slutter Snorre med et citat fra eddadigtet Vølvens Spådom. Han har forinden udnyttet digtets oplysninger om Månen i sin prosafortælling. I begyndelsen af Vølvens Spådom nævnes det, at før den kosmiske orden var blevet dannet, vidste Månen ikke "hvilken magt den havde". I eddadigtet VafÞrúdnismál nævnes Mundilfare også, og her oplyses det, at Sol og Måne angiver årstid og år, dvs. at månefaserne har været brugt i kalenderen.

Annonce

Ugedagen mandag er opkaldt efter Månen. Se også kosmologi.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: Måne i Nordisk Mytologi, 2. udg. 2009, Gyldendal. Hentet 17. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=284587

Artiklen Måne er en del af Nordisk Mytologi; en bog med ca. 850 opslag på over 300 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk