Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

dyr

Oprindelig forfatter FSte

Kai Nielsens Ymerbrønd på Torvet i Faaborg. I en på en gang elegant og monumental løsning fremstiller kunstneren den livgivende ko, Audhumbla, som giver mælk til jætten Ymer. Den hornløse ko slikker samtidig Bure frem af de salte sten. Kai Nielsens oprindelige værk var hugget i sandsten og blev opstillet 1913, men blev 1964 erstattet af den nuværende bronzestøbte skulptur.

dyr, optræder særdeles ofte i mytologien. I skabelsesprocessen spiller koen Audhumbla en markant rolle som livgiver. Dag og nat symboliseres gennem to heste på himmelhvælvingen, Skinfakse og Rimfakse. I træet Yggdrasil bor en række - til dels ødelæggende - væsener: en klog ørn, dragen Nidhug, hjorten Eiktyrner og egernet Ratatosk. Guderne kan have dyr som en slags egenskaber: Odin har hesten Sleipner og ravnene Hugin og Munin, Thor kører med et gedebukkepar over himlen osv. Når man er i mytologien, er der ikke stor forskel på "rigtige" dyr og fabeldyr: Grisen Særimner i Asgård er vel lige så fabelagtig, som Midgårdsormen og Fenrisulven er dæmoniske.

Annonce

Sleipner,  Odins ottebenede hest, tegnet af Constantin Hansen i en karikatur med N.F.S. Grundtvig som rytter. Tegningen er fra 1846.

Sleipner, Odins ottebenede hest, tegnet af Constantin Hansen i en karikatur med N.F.S. Grundtvig som rytter. Tegningen er fra 1846.

Der er glidninger mellem dyr og mennesker/guder. Mennesker og guder kan forvandle sig, lave hamskifte. Odin forvandler sig fx til en ørn og Loke til en laks. I mange tekster forstås krigeres bersærkergang som en forvandling til en bjørn. Under blót har der været dyreofre. Hesten synes at have haft en markant rolle i fx kulten omkring Frej. I billedkunsten var den særlige dyreornamentik udbredt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: dyr i Nordisk Mytologi, 2. udg. 2009, Gyldendal. Hentet 13. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=284209

Artiklen dyr er en del af Nordisk Mytologi; en bog med ca. 850 opslag på over 300 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk