Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Midgårdsormen

Oprindelig forfatter FSte

Med sin hammer i højre hånd mener Thor, at han så let som ingenting kan løfte den kat, han under sit besøg hos Udgårdsloke ser smyge sig omkring. Idet han tager den lille mis op, viser den sig at være Midgårdsormen, og den magter selv Thor ikke at løfte. Billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen er mester for denne fremstilling fra 1891.

Med sin hammer i højre hånd mener Thor, at han så let som ingenting kan løfte den kat, han under sit besøg hos Udgårdsloke ser smyge sig omkring. Idet han tager den lille mis op, viser den sig at være Midgårdsormen, og den magter selv Thor ikke at løfte. Billedhuggeren Niels Hansen Jacobsen er mester for denne fremstilling fra 1891.

Midgårdsormen, ('Verdensslangen'), kæmpemæssigt uhyre, der ligger i verdenshavet hele vejen rundt om Midgård. Den truer til stadighed med at bryde kaotisk ind i menneskenes og asernes ordnede verden, kosmos. Det er først Snorre, der anvender navnet "Midgårdsormen"; i tidligere tekster hedder den bl.a. Jormungandr. Midgårdsormen er barn af Loke og jættekvinden Angerbode, og den har to næsten lige så frygtindgydende søskende: Fenrisulven og dødsgudinden Hel. De tre vokser ifølge Snorres Edda op i Jotunheim. Men Odin får dem bragt til Asgård, og han kaster slangen i havet. Her vokser den "således, at den ligger i midten af havet, spænder om alle lande og bider sig selv i halen".

Det er Thors stadige opgave som dæmonbekæmper at stække den. Flere myter skildrer hans kamp med den.

En myte beretter om en fisketur, Thor har med jætten Hymer. De får ormen på krogen, men den undslipper, selvom Thor trækker så hårdt, at hans ben går gennem bådens bund. Da Thor for et øjeblik har ormen på krogen, ser de to kosmologiske modstandere på hinanden, og Snorre skriver: "Noget værre syn kunne man aldrig se, end da Thor så hvast på ormen, og ormen stirrede på ham nede fra og spyede edder." Hymer skifter farve af rædsel og hugger Thors snøre over. Thor kaster hammeren Mjølner efter ormen, "og man siger, at han slog hovedet af den dernede i dybet. Men jeg finder det nu mere troligt, at Midgårdsormen endnu lever og ligger i det store hav."

Annonce

Tegning af den nordiske gud, Thor, der kæmper med jætten, Midgårdsormen, forklædt som kat. Fra tegneserien Valhalla, med tilladelse fra Peter Madsen.

Tegning af den nordiske gud, Thor, der kæmper med jætten, Midgårdsormen, forklædt som kat. Fra tegneserien Valhalla, med tilladelse fra Peter Madsen.

I myten om Thor hos Udgårdsloke optræder Midgårdsormen i skikkelse af en kat, som Thor forgæves søger at løfte.

Ved Ragnarok dræber Thor og Midgårdsormen hinanden i tvekamp. Se også drage og slange.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: Midgårdsormen i Nordisk Mytologi, 2. udg. 2009, Gyldendal. Hentet 16. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=284569

Artiklen Midgårdsormen er en del af Nordisk Mytologi; en bog med ca. 850 opslag på over 300 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk