sagn

Sagn, prosafortælling med overnaturlige træk; en genre med stor udbredelse i den folkelige overlevering. Det gamle danske ord "sagn" betyder helt neutralt "beretning". Sagnet kan afgrænses dels i forhold til myten, dels i forhold til (folke)eventyret. Som myten er det en fortælling, der opfattes som autentisk af fortæller og primære tilhørere, og en tekst, der omhandler overnaturlige fænomener. Men mens myten omhandler universelle vilkår i tilværelsen, er sagnet mere lokalt og handler om de mindre, overnaturlige figurer som højfolk, åfolk m.m. Sagnet handler ikke om guder, men om helte, dvs. om mennesker, der gennem deres handlinger rager op i det overnaturlige plan, fx Sigurd Fafnersbanes drab på dragen, og sagnverdenen er befolket af fabeldyr og sagnfolk. Eventyret handler også om det overnaturlige, men er af fortæller og primære tilhørere opfattet som fiktion.

De fortællemæssige strukturer i myte, sagn og eventyr er for en stor del identiske. Sagn er dog oftest kortere, men kan samles til sagnkredse af betydelig længde, fx om vølsungerne. Dansk sagnhistorie, som man især kender den fra Saxo, er bygget op omkring en række sagnkonger. Der berettes om dem i et historisk forløb eller et forløb af historier (fx Roar og Helge, Rolf Krake). Betegnelsen "folkesagn" bruges om den lokale overlevering om kirker, høje, troldvæsener osv. Udgangspunktet er ofte en forklaring (ætiologi) på et fænomen, fx hvorfor en høj ligger på netop det sted.