• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Odin

Oprindelig forfatter FSte

tegnet i klassisk positur af Constantin Hansen til rækken af guder i A. Fabricius' Illustreret Danmarkshistorie for Folket, 1854.

tegnet i klassisk positur af Constantin Hansen til rækken af guder i A. Fabricius' Illustreret Danmarkshistorie for Folket, 1854.

Odin, Óðinn, den øverste gud blandt aserne. Som den ældste og øverste gud kaldes han Alfader; han er også krigs-, kamp- og dødsgud og kaldes derfor Hærfader og Valfader. Hans navn er afledt af óðr, der betyder "raseri, ekstase, digtekunst", og det placerer ham som visdommens, ekstasens, magiens, rune- og digtekunstens gud.

Ifølge Snorres Edda er Odin "den ypperste og ældste blandt aserne, han styrer alle ting". De andre aser adlyder ham som børn deres far. Tilsvarende er Odins hustru, Frigg, den øverste blandt asynjerne. Sammen har de bl.a. sønnerne Balder og Høder. Odin har børn med andre gudinder, bl.a. sønnen Thor med gudinden Jord. Også i eddadigtningen fremstilles han som den højeste. I den germanske tradition hedder han Wotan.

Ifølge skabelsesmytologien er Odin og hans brødre Vile og Ve de første aser, sønner af urvæsenet Burr og jættekvinden Bestla. Burr var søn af Bure, der i urtiden var det væsen, der blev slikket frem af salte sten af koen Audhumbla. Det er disse tre brødre, der dræber urjætten Ymer og skaber verden af hans kropsdele. Det er også dem, der giver menneskeliv til to træer, Ask og Embla, det første menneskepar. Høj alder er i sig selv et tegn på værdighed og indsigt, og Odin er virkelig "primær".

Annonce

Odins slægtstavle.

Odins slægtstavle.

Som Loke, med hvem han har indgået fostbroderskab, er han en kompleks gud, med dæmoniske sider. Nogle forskere har direkte opfattet Loke som en udspaltning af Odin.

Odin er aldrig blevet så populær som sin søn Thor. Han er "jarlernes" gud, overklassens, aristokratiets gud, mens Thor er "trællenes" gud, bondestandens, folkets gud. Sted- og personnavnehyppigheden viser også Thors popularitet, mens der er relativt få navne, Odins navn indgår i. I Danmark betyder Odense og Vojens begge "Odins vi" (vi betyder helligsted). Både Odin og Thor er krigsguder, men mens Thor tager sig af selve kampen med sin hammer Mjølner, er Odin planlæggeren og strategen. Han er den, der opstiller hæren, den, der med sit spyd, Gungner, vier kampen og rituelt giver fjenden nederlag. Han bestemmer, hvem der skal falde på valen, kamppladsen, og hvem der skal kåres til at blive ført til Valhal, hans bolig i Asgård, af hans sendebude, valkyrierne. De udvalgte krigere, der opholder sig i en vikingedrøms idealtilstand i Valhal, kaldes einherjer; de er Odins-krigere. På Jorden kaldes Odins-krigerne bersærker, der skildres som ekstatisk kæmpende.

I eddadigtet Hárbarðsljóð, "Gråskægs Digt", beskrives en mandjævning mellem Odin og Thor. I digtet lægger Odin vægt på sin overlegne intelligens, sine magiske evner og sin uovertrufne succes i erotiske eventyr, og han ender med at sende den groggy Thor ud på en lang omvej.

Det er nærliggende at tolke motivet som den hjelmklædte Odin på en ridetur, ledsaget af ravnene Hugin og Munin. Tegning efter en lille metalplade, hvor motivet er præget med en matrice. Den lille plade har været en af flere, som i 600-tallet har dekoreret en fornem krigerhjelm. Den er fundet i Uppsala.

Det er nærliggende at tolke motivet som den hjelmklædte Odin på en ridetur, ledsaget af ravnene Hugin og Munin. Tegning efter en lille metalplade, hvor motivet er præget med en matrice. Den lille plade har været en af flere, som i 600-tallet har dekoreret en fornem krigerhjelm. Den er fundet i Uppsala.

Odin har en række attributter, der udtrykker hans karakter og evner. De vigtigste er spydet Gungner, guldringen Draupner, de to ravne Hugin og Munin, ulvene Gere og Freke, hesten Sleipner, højsædet Hlidskjalf og Mimers hoved. Spydet og guldringen er dværgegaver og kæder ham sammen med henholdsvis krig og rigdom. Om ulvene hedder det, at de ligger ved hans fødder, og den flæskesteg, som valkyrierne sætter foran ham, giver han straks til dem. Heller ikke mjød indtager han, hans eneste føde er vin. Højsædet Hlidskjalf er dels Alfaders sæde, dels et sted, hvorfra Odin kan udøve sin magi. Han kan derfra skue ud i hele verden, og han sender hver dag sine to ravne ud. Når de ved aftenstide vender tilbage, fortæller de ham om alting. Mimers hoved forbinder ham med visdom. Den ottebenede hest er et shamanlignende symbol, fordi han kan flyve med den, men den kæder ham også sammen med døden. Det er sandsynligvis den, man ser på mange billedsten, førende den afdøde til dødsriget.

Hlidskjalf og ravnene kan også tolkes som symbolske udtryk for hans magiske evner. Han kan bevæge sig frit i tid og rum, han kan omskabe sig, foretage hamskifte, optræde forklædt og under mange navne. Omskabt er han i myten om skjaldemjøden, hvor han først under navnet Bølverk (og delvis i slangeskikkelse) kommer til jætten Suttungs datter, Gunlød, der vogter mjøden. Men han forfører hende i tre nætter og tømmer mjøden i tre slurke. Så flygter han i ørneskikkelse forfulgt af Suttung og kan ved ankomsten til Asgård kaste mjøden op i et kar.

Odins beherskelse af digtekunsten hænger sammen med hans visdom og indsigt i tilværelsens hemmeligheder gennem ekstase. Mjøden giver en rus, en inspiration.

Men det er ikke uden omkostninger: For at vinde visdom pantsatte han engang sit ene øje i visdommens brønd, Mimers brønd. Under vanekrigen blev den kloge Mimer sendt som gidsel til vanerne; de dræbte ham og sendte hans hoved tilbage til aserne. Men Odin kunne genopvække dette hoved med sin sejdkunst, så det til stadighed kunne give ham gode råd. Mimers hoved forsyner Odin med visdom, fx antydes det et sted i eddadigtet Vølvens Spådom, at hovedet skal give viden om Ragnarok. Og for at vinde runemagisk evne og digtekunst måtte Odin, ifølge nogle centrale strofer i eddadigtet Hávamál, hænge sig op i træet Yggdrasil som et offer til sig selv og såret af sit eget spyd. Navnet Yggdrasil betyder "den stygges hest", dvs. at Odin (Den Stygge) rider på det hellige træ, som var det en hest: Træet er en galge, han hænger i.

Han kaldes Hænge-Gud eller De Hængtes Gud. Såkaldte Odinsofringer er ifølge historiske kilder blevet praktiseret som menneskeofringer, omtalt bl.a. i forbindelse med "templerne" i Uppsala og Lejre hos de kristne skribenter Thietmar af Merseburg og Adam af Bremen. En slags selvoffer ses også i skjaldedigtet Sønnetabet, hvor skjalden Egil vil sulte sig ihjel i sorg over en søns død og skuffet over den pagt, han som digter har indgået med Odin, men som guden har svigtet ham i. Digterguden Brage, en af Odins mange sønner, kan opfattes som en udspaltning af Odins evner for hele tiden at tale i vers.

At Odin kunne vække døde op skildres flere steder, dunkelt, som i en anden verden. Også en død vølve opvækker han (i eddadigtet Balders Drømme). Odin "binder hendes øje" og får hende til at udsige sine visioner om det kommende Ragnarok. Måske er Odin lidt desperat: Kan han klare verdenssituationen med kun ét øje? Han viser sig i hvert fald at være ude af stand til at standse verdensforløbets undergang, der netop begynder med sønnen Balders død. I Ragnarok dræber Fenrisulven Odin og dræbes selv af hans søn, Vidar.

Odin skildres som en gråhåret og gråskægget vismand, men også som kvindebedårer. I folketraditionen - muligvis også påvirket af den kristne djævleskikkelse - ses han som en hvileløs person, en vandringsmand, der med en bredskygget hat skjuler, at han mangler det ene øje. Han vil helst være inkognito, men det skjulte øje afslører ham. På sin hest rider han i spidsen for en flok fortabte, fredløse natlige luftryttere (de faldne kæmper). "Den vilde jagt" er gået ind i de stormfulde efterårsnætter, og Odin er blevet "den vilde jæger".

Det længste samlede portræt af Odin står i Snorres Ynglingesaga, der ligesom Saxo viser ham som kongegud. Ifølge Snorre er han ophav til den svenske (og senere norske) kongeslægt ynglingerne. Aserne er med Odin i spidsen indvandret til Norden engang i urtiden. Odin er en troldmand, smuk, men skrækkelig mod sine fjender og i stand til at skifte skikkelse på en måde, så hans egen krop under forvandlingen ligger, som om han er død eller sovende. Med tryllesange kan han vække døde op - eller volde ulykke - og han kan åbne for alle skjulte skatte. Snorre nævner, at der følger ergi, umandighed, med sejdkunsten, og at den kun er for kvinder. Her ligger endnu en dobbeltbetydning i Odins karakter. Skildringen af de mangfoldige evner i tryllesangene minder om slutningen af Hávamál, hvor Odin opremser en række (rune)magiske områder for sin esoteriske kunnen.

Hos Saxo er han en regulær snydetamp. Han er en mand, "som over hele Europa fejlagtigt blev opfattet som en gud og allermest opholdt sig i Uppsala", hvor der fremstilles en statue i guld af ham, som sendes til Byzans! Hans hustru, Frigg, er pyntesyg og utro. På et tidspunkt må Odin gå i landflygtighed og erstattes af Mid-Odin, der dog slås ihjel af fynboerne, hvorefter Odin igen kan indtage tronen. Altsammen fortalt for at vise hvor tåbelig den hedenske gudetro var.

Det har været drøftet, om Odin skulle være en sen guddom, især knyttet til vikingetiden; men der er rigeligt med belæg for, at han også tidligt har indtaget en dominerende plads.

Det diskuteres til stadighed blandt forskere, om man kan kalde Odin shaman eller en shamanistisk prototype. Man kan måske snarere opfatte ham som initiationens (indvielsens) mester, den, der får magisk viden og kan give denne viden fra sig. Endvidere synes denne initiation knyttet sammen med hans position som aristokratisk fyrstegud og gud for krigerforbund.

Ugedagen onsdag betyder "Odins dag" som en parallel til den romerske gud for denne dag, Merkur.

En ganske lille gruppe nynazistiske asadyrkere kalder sig odinister og benytter de mere dæmoniske sider af guden.

Se også ill. ved Hugin og Munin.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: Odin i Nordisk Mytologi, 2. udg. 2009, Gyldendal. Hentet 17. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=284619

Artiklen Odin er en del af Nordisk Mytologi; en bog med ca. 850 opslag på over 300 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk