Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Loke

Oprindelig forfatter FSte

Constantin Hansens listige Loke er fra hans gudetegninger til A. Fabricius' Illustreret Danmarskhistorie for Folket 1854.

Constantin Hansens listige Loke er fra hans gudetegninger til A. Fabricius' Illustreret Danmarskhistorie for Folket 1854.

Loke, Loki, gud, der opholder sig blandt aserne og af aserne opfattes som en af dem, men som er af jætteslægt. Han er søn af Farbaute og Laufey eller Nal. Han er gift med Sigyn, og de har sønnerne Vale og Narfe. Med en jættekvinde i Jotunheim har han de tre skrækindjagende børn Midgårdsormen, dødsrigegudinden Hel og Fenrisulven. Han er selv en dæmonisk skikkelse: ustadig, upålidelig, intelligent, drillende og mangetydig. Han kan skifte udseende og forvandle sig til hvilket som helst andet levende væsen. Hans rolle som igangsætter af og vigtig aktør i Ragnarok gør ham endegyldigt til asernes modstander.

Lokes placering mellem aser og jætter gør ham til en markant dobbeltskikkelse. Er han med os eller imod os? I myten om Odins hest Sleipner forvandler Loke sig til en hoppe og føder det gråskimlede føl Sleipner efter at have parret sig med hingsten Svadilfare, der tilhører en jætte. På en måde både skader og hjælper han her aserne: Det er ham, der har sat asernes væddemål med jætten om bygningen af muren om Asgård i gang, men hvis ikke han havde forvandlet sig til hoppen, ville jætten have vundet væddemålet og have bortført Sol og Måne og Freja.

Loke

Da aserne opdager Lokes dobbelte svig i forbindelse med Balders død, forfølger de ham. Men han flygter til et hus ved Franangerfossen og forvandler sig til en laks. Den kloge Kvaser finder ud af, at det er Loke, der er laksen, og at han kan fanges med et net. Aserne, med Thor i spidsen, trækker nettet gennem fossen, men laksen springer over; Thor griber fat i ham, men han er glat, så først ved halefinnen får han fat. "Det er derfor, laksen nu er så smal bagtil," forklarer Snorre.

De bringer Loke til en hule. Her binder de ham med sønnen Narfes tarme. Lokes anden søn, Vale, har, forvandlet til en ulv, sønderrevet sin bror. Skade, Njords hustru, er tidligere blevet drillet grumt af Loke og ønsker at hævne sig. Hun tager en giftslange og hænger over Loke, så giften kan dryppe ham i ansigtet. Men Lokes hustru, Sigyn, holder en skål under slangen. Hver gang skålen er fuld, må hun tømme den, og da rammer giften Loke, og da ryster han, så hele Jorden ryster. "Det er det, der kaldes jordskælv," fortæller Snorre.

Loke er religionshistorisk blevet sammenlignet med to figurer, tricksteren og den kristne djævel. På nogle punkter er sammenligningerne givende, på andre er de forvirrende. Ligesom en trickster er han en drillepind og gør alting "omvendt". Men han er for ondsindet og rummer ikke det gængse aspekt hos tricksteren om at bringe kulturen til menneskene, som det fx ses i den græske Prometheus, hvis straf i øvrigt ligner Lokes. Til tricksterkarakteren hører forvandlingsevnen, og Loke er en ren forvandlingsmester. Han forvandler sig til en loppe, en flue, en laks, en brudepige, en hoppe, jættekvinden Tøkk; han flyver i Frejas falkeham, og han skifter køn.

Annonce

Snorre gør i sin præsentation af ham opmærksom på, at Loke er smuk og fager af udseende. Måske har Snorre den bagtanke, at Loke skal ligne den middelalderlige folkekristne opfattelse af Djævelen eller Satan som en Lucifer, en falden ærkeengel af dæmonisk skønhed. Det er muligt at opfatte ham som en kontrast til den Kristus-lignende Balder. Snorre kalder ham "bagtaler", et begreb, der også bruges om Satan. Men hvordan så forklare hans hyppige hjælp til aserne? En religionsforsker mener, at han kan opfattes som en "gud i udvikling, der fra i urtiden at have blandet blod med Odin, henimod Ragnarok bliver værre og værre for at ende som Balders banemand og som jættefører i selve den afgørende kamp" (J.P. Schjødt).

En sært lokkende og skræmmende figur, evigt skiftende og fuld af fiduser. En gøgler, en outsider, en oprører, en mellemmand, en der har det som sin kunst at eksperimentere med sine omgivelser. Man kan næsten fornemme den fremmedartede lugt af ham, men ikke møde hans blik.

En del af hans fremtræden minder om Odin, som han da også har indgået fostbroderskab med. Odin er også forvandlingskunstner og har ondskabsfulde sider. I den første kristne periode i Norden er også Odin i flere henseender gledet over i den kristne djævleopfattelse. Flere forskere har simpelthen tolket Loke som den dæmoniske facet af Odin, en slags skygge af Odin, en ambivalent ulykkesfugl, der er som en omvendt Odin.

Loke optræder ikke i nogen rite og er ikke en guddom, der er tilknyttet en helligdom. Heller ikke person- eller stednavne rummer hans navn. Men til gengæld optræder han hyppigt i myter. En særstilling indtager eddadigtet Lokasenna, hvor Loke digter nidvers om hver af aserne, der er forsamlet til Ægirs drikkegilde. Her lægges fingrene ikke imellem, især ikke når det gælder frivole scener med asernes erotiske sidespring, liderlighed og hanrejstatus. Selv kaldes han her gang på gang umandig og tvekønnet ("en, der er mand og mor!"). Til sidst i dette digt straffes Loke på samme måde, som man hører om i myten om Balders død.

I myten om Tjasse og Idun (og som nævnt i myten om Sleipner) sætter Loke en katastrofe i gang og må selv redde kastanjerne ud af ilden. Det er ham, der må sørge for, at Idun vender tilbage til Asgård. I myten om Geirrød bliver den uforsigtige Loke taget til fange af jætten Geirrød og må sværge at hente Thor til jættens hal - uden hammeren Mjølner. I en fortælling om Frejas smykke Brisingamen er han en loppe, der bider den sovende gudinde, så hun vender sig, og han kan fjerne smykket.

Lokes slaegtstavle.jpg

I flere myter har han nære relationer til dværgene og deres smedekunst. I myten om Sifs guldhår er han først ude på gale streger, idet han klipper Sifs gyldne hår af hende; som straf tvinges han ned til dværgene og skal have dem til at udbedre skaden. De skaffer hende hår af guld og samtidig skibet Skidbladner til Frej og spydet Gungner til Odin. Også galten Gyldenbørste, ringen Draupner og hammeren Mjølner får Loke dværgene til at lave. Aserne mener stadig, at Loke fortjener straf, og derfor syr dværgene hans læber sammen, så han ikke længere kan udfolde sit nid. Ofte er han på færd med Thor. De er et kosteligt par sammen, og Snorre fortæller nogle af sine bedste historier om disse to modsætninger. Myten om deres færd til Udgårdsloke er et højdepunkt: Her deltager Loke i væddekampene, men taber en kapædning til Lue, der viser sig at være den flammende ild. I denne myte er der ingen synlig konflikt mellem de to rejsekammerater. Dog kan man undre sig over, at deres modstander hedder Udgårds-Loke og er skrap i blændværkets kunst.

I Snorres version af Balder-myten spiller Loke en afgørende, ond rolle. Det er ham, der er skyld i, at Balders blinde bror, Høder, dræber sin bror med misteltenen. Endvidere er Loke skyld i, at Balder ikke kan vende tilbage fra dødsriget. I skikkelse af en jættekvinde, Tøkk, er han den eneste, der ikke vil græde over Balders død. Aserne straffer ham derfor på det grusomste (se boks).

Lænkningen i bjerghulen og den dryppende slangegift minder om den straf, guderne giver den oprørske kulturhero, Prometheus, i græsk mytologi (i Prometheus-myten er det dog en ørn, der hakker i hans lever) - et af de mange lighedspunkter i de indoeuropæiske religioner.

To andre tekster omtaler også Lokes straf. Den ene er - som nævnt - slutningen af Lokasenna. Den anden er Vølvens Spådom, hvor lænkningen med sønnens tarme strejfes i makabre billeder. Både Snorre og Vølvedigteren ser denne scene som et vigtigt skridt på vejen til Ragnarok. I Ragnarok skal Loke befries af lænkerne og anføre jætterne i kampen mod aserne. I Vølvens Spådom styrer han Muspelsønnernes skib Naglfar. Hos Snorre kæmper han mod Heimdal, og de dræber hinanden. En ejendommelig mytestump i skjaldedigtet Húsdrápa, delvis overleveret i Snorres Edda, beretter om en tidligere konflikt mellem Loke og Heimdal: Forvandlet til sæler kæmper de to om smykket Brisingamen.

Da Peter Madsen i 1970'erne forberedte tegneserien Valhalla, måtte han gennem mange skitser, inden han fik hold på den flertydige

Da Peter Madsen i 1970'erne forberedte tegneserien Valhalla, måtte han gennem mange skitser, inden han fik hold på den flertydige

Da Peter Madsen i 1970'erne forberedte tegneserien Valhalla, måtte han gennem mange skitser, inden han fik hold på den flertydige

Da Peter Madsen i 1970'erne forberedte tegneserien Valhalla, måtte han gennem mange skitser, inden han fik hold på den flertydige

Kun nogle få tolkninger skal strejfes - ud over de allerede omtalte. En forsker opholder sig ved Lokes "impulsive intelligens" og sammenligner ham med en kaukasisk kulturhero, Syrdon. Som tricksterskikkelse er han blevet sammenlignet med den udbredte forestilling om en edderkop, der skaber net ud af intet. Loke kan skabe fiskenet, for øvrigt en evne, der til sidst afslører ham: Han fanges på en måde i sit eget net. Han er blevet opfattet som en frugtbarhedsguddom ud fra fortællingen om Tjasse og Idun og den frivole scene omkring Skade. Han er blevet set som en oprindelig dødsgud, idet der lægges vægt på hans faderskab til dødsgudinden Hel og på hans lighed med dødsguden Odin.


Villy Sørensen tolker ham i sin "gudefortælling"Ragnarok, 1982, som en midterskikkelse, der formidler mellem diametrale modsætninger, men hans projekt mislykkes, da aser og jætter tørner sammen. Måske fordi Loke er en sært spaltet figur, der ikke ved, hvilket ben han skal stå på. Villy Sørensens tolkning står i grel modsætning til Grundtvigs fortolkning: Jætterne og Loke skal bekæmpes gennem en folkelig vækkelse (højskolen); de er symbolske udtryk for den tørre videnskab i modsætning til Odins og Thors ånd. Men trods alt skal der ifølge Grundtvig være "Frihed for Loke såvel som for Thor".

En forsker siger, at ikke Balder, men Loke må opfattes som verdensdramaets egentlige syndebuk. Gennem hans straf renses aseslægten for "intern illegalitet". Derved kan aserne igen entydigt fremstå som de gode guder, og Balder ophøjes til ideal, mens Loke bliver entydigt ond.

Folkemindeforskere har sammenlignet Loke med folketroens "lysflimmervæsen", Lokke Løjemand, en personifikation af luften, der flimrer en solblændende sommerdag. Sammenhængende hermed har man - noget dristigt - søgt at tolke hans navn som forbundet med "at lokke".

Betydningen af Loki er usikker. Blandt mange forslag kan tre nævnes. Hans navn forbindes med norrønt lugi, "lue, flamme", hvilket skulle gøre ham til ildgud, jævnfør at hans græske parallel Prometheus havde stjålet ilden fra guderne til menneskene. Eller med verbet lúka"at lukke", dvs. den, der lukker hele verden i Ragnarok. I Snorres Edda kaldes han "Lopt", "den luftige".

Den lokkende, lysende, lukkende eller luftige Loke - en skikkelse man aldrig rigtig kan få hold på.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: Loke i Nordisk Mytologi, 2. udg. 2009, Gyldendal. Hentet 17. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=284546

Artiklen Loke er en del af Nordisk Mytologi; en bog med ca. 850 opslag på over 300 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk