Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Balder

Oprindelig forfatter FSte

Den lyse og rene unge gud uden svig og bagtanke, Balder. Constantin Hansen har søgt at fremhæve disse egenskaber ved at lade ham henvende sig til beskueren med et åbent ansigt og en imødekommende gestus. Tegningen er udført til A. Fabricius: Illustreret Danmarkshistorie for Folket, 1854.

Den lyse og rene unge gud uden svig og bagtanke, Balder. Constantin Hansen har søgt at fremhæve disse egenskaber ved at lade ham henvende sig til beskueren med et åbent ansigt og en imødekommende gestus. Tegningen er udført til A. Fabricius: Illustreret Danmarkshistorie for Folket, 1854.

Balder, Baldr, gud blandt aserne. Han er søn af Odin og Frigg og kendt for sine fremragende egenskaber. Venlig, klog og mild fremtræder han i de norrøne kilder (Snorres Edda, eddadigtene Balders Drømme og Vølvens Spådom samt skjaldedigtet Húsdrápa), mens Saxo beskriver ham ganske anderledes. Balder kendes især fra myten om hans død, der er et omdrejningspunkt i den nordiske mytologi.

Snorre beskriver ham som en gud, der kun er godt at sige om. "Han er så herlig og klar af ydre, at det lyser omkring ham". Han tilhører skønhedens, klarhedens og renhedens sfære; hans bolig, Breidablik, er et sted, hvor der intet urent er. Hans hustru, Nanna, er prototypen på den hustru, der er trofast helt ind i døden, og hans mor, Frigg, elsker ham med en helt overvældende moderkærlighed. Men Snorre antyder i en ejendommelig sætning allerede i den første præsentation af ham, at der er problemer med hans liv: "Hans natur er således, at ingen af hans bestemmelser kan overholdes". Balder er påfaldende passiv og måske netop derfor et oplagt offerlam.

I eddadigtet Balders Drømme understreges det skæbnesvangre; Balder har onde drømme om sin forestående død, og Odin rider til underverdenen og vækker en død vølve til live for at rådspørge hende. Samme situation er omtalt i Vølvens Spådom. Snorre kender også til Balders ildevarslende drømme og udfolder efter at have nævnt dem en myte (se resumé i boks).

Annonce

Loke fører den blinde Høders hånd til buen og skyder Balder. Zinkografi og tilladelse af Ib Spang Olsen (1953).

Loke fører den blinde Høders hånd til buen og skyder Balder. Zinkografi og tilladelse af Ib Spang Olsen (1953).

Snorres myte fortsætter med, at Loke straffes af aserne. Han undslipper først og påtager sig adskillige skikkelser, sidst som en laks, men fanges af Thor, bindes i en søns tarme og anbringes i en hule, hvor en slange bliver hængt over hans hoved. Sigyn, Lokes hustru, holder en skål over ham for at opfange slangegiften, men når skålen er fuld, må hun tømme den, og da rammer giften hans ansigt, og han vånder sig, så hele Jorden skælver. "Der ligger han lænket til Ragnarok".

Selvom Balder ifølge Snorres myte er uigenkaldeligt død, og det er det væsentligste varsel om det forestående Ragnarok, kommer han dog igen efter Ragnarok, hvor han forsones med Høder.

I Vølvens Spådom nævnes det ikke direkte, at Balders død skyldes Loke, men indirekte; i nogle strofer skildres Lokes gruopvækkende straf.

Baldermyten er nok den hyppigst fortolkede tekst i den nordiske mytologi. Den er blevet opfattet som en myte, der gengiver en rite om en ung krigers indvielse med et symbolsk drab; han indvies til Odinskriger, jævnfør at Odin ofrede sig selv til sig selv, og at Balder er hans søn, dvs. som kriger edsforbundet med krigerguden. Eller som en myte over det gængse sagnmotiv, at to brødre - ofte et tvillingepar - konkurrerer, og den ene dræber den anden; dette motiv er tydeligst i Saxos version. Eller som en nordisk version af en frugtbarhedsrite, hvor guden i en periode er "død", ligesom vegetationen "dør" om efteråret-vinteren, men genopstår ved vårens komme; i forlængelse heraf kan den ses som en myte om et dødsbryllup, hvor guden gifter sig med dødsgudinden ved ankomsten til dødsriget.

Balder. En af de mange skitser, som tegneren Peter Madsen tegnede i slutningen af 1970'erne forud for tegneserien

Balder. En af de mange skitser, som tegneren Peter Madsen tegnede i slutningen af 1970'erne forud for tegneserien "Valhalla".

Baldermyten er også blevet tolket som en nordisk parallel til Kristusmyten: Balder er den ekstremt gode og den uskyldigt lidende. Han er lysende ren, klar og hvid, jævnfør at Jesus blev kaldt Hvide-Krist af datidens nordboere. Balder er også blevet tolket som en "syndebuk", dvs. som et offer for en kollektiv voldshandling, et sakralmord, i et samfunds krisesituation.

Under alle omstændigheder stiller myten om Balder en eksistentiel situation i fokus: dødens uigenkaldelighed. Menneskelivets grundvilkår belyses i et mytisk plan med guder som aktører. I mytologien lever menneskene i den beskærmede Midgård; men det eneste menneskepar, vi hører om, er Ask og Embla, og vi hører kun, at de bliver skabt af træer og nu ikke længere er "skæbneløse"; men derefter er de ude af historien. Guderne er ganske vist udødelige og lever i en evighedsdimension; men da de i virkeligheden belyser livet som sådant, kommer døden ind i deres verden. At Tyr mister sin hånd i Fenrisulvens gab, er det første dødens tegn. Guderne leger en uskyldig leg med den uskyldsrene Balder, men pludselig bliver det dødsens alvor. Og hvor meget der end sørges og forsøges, er Balders død uigenkaldelig. Selv Odins guldring Draupner, som symboliserer evigheden ved hele tiden at kunne dryppe nye ringe, kan ikke bruges. Uigenkaldeligheden er livets grundvilkår, og derfor bliver man så ramt af fortællingens mistelten. Det nytter ikke noget at tilføje, at Balder og Høder i den nye verden skal genopstå til fordrageligt broderskab; det ligger uden for fortællingens ramme. Og af Ragnaroks kollektive blodbad kan læseren ikke rammes på samme eksistentielle vis i hjertekulen som af den individuelt udfoldede skæbne. - Nærliggende kunne det også være at tolke myten som en belysning af en gravkult med skib, bålfærd, rejse til de dødes rige, offergaver og offerdyr. Men scener deri er vanskelige at få på plads i en eventuel rite, bl.a. den groteske detalje med Thor, der i forbifarten sparker dværgen Lit ind i gravbålet.

Balders slægtstavle.

Balders slægtstavle.

Hos Saxo findes en helt anden Balder. Her er halvguden Balder med i en trekantshistorie, hvor han efterstræber den samme kvinde, Nanna, som danernes og sveernes konge Høder. Nanna elsker Høder, og Balder beslutter sig til at dræbe Høder for at få Nanna. Men tre valkyrier fortæller Høder om Balders beluring af Nanna og om, at skovtrolden Mimings sværd er det eneste, der kan volde Balder døden. Balder frier til Nanna, men hun afslår med de ord, at en gud ikke bør ægte en dødelig! Efter flere kampe møder Høder Balder og sårer ham dødeligt med sværdet.

Hos Saxo er Balder ikke noget lysende dydsmønster; heller ikke i Johannes Ewalds "heroiske syngespil" Balders Død, 1773, hvor Saxos trekant er udgangspunktet. Men i Oehlenschlägers "mythologiske sørgespil" Baldur hin Gode, 1807, fortæller titlen, at det nu er mytens sympatiske Balder, der indtager scenen. Se også Høder.

Betydningen af navnet Balder, norrønt Baldr, er usikker. Blandt forslagene er "Herre" eller en forbindelse med bál, "bål", dvs. skinnende og lysende, eller baldr, "tapper". I perioder har formen Baldur været brugt i Danmark, sandsynligvis en afsmitning fra den islandske stavemåde.

Balder

Aserne ønsker at bede om sikkerhed for al slags fare for Balder, og Balders mor, Frigg, tager alverden i ed på ikke at ville skade Balder, dog aflægger misteltenen ikke denne ed. For sjov og for at ære Balder skyder aserne på ham med alt muligt, da intet kan skade ham. Men Loke lokker Balders blinde bror Høder til at skyde med misteltenen, og Balder falder død til jorden. "Det er den største ulykke, der er forvoldt blandt guder og mennesker. Da Balder var faldet, blev alle aserne målløse."

Frigg spørger, hvem der vil ride ad Helvejen og prøve at få Balder løst ud af dødsriget Hel, så han kan vende tilbage til livet. Odins søn, Hermod, tilbyder sig, og han rider af sted på Odins hest Sleipner.

I mellemtiden foretages Balders bålfærd. Hans lig anbringes på hans kæmpestore skib, Ringhorne, men da aserne vil sætte skibet i vandet, vil det ikke rokke sig ud af stedet. Jættekvinden Hyrrokkin bliver tilkaldt, hun kommer ridende på en ulv med en hugorm til tømme. Hyrrokkin sætter så let som ingenting skibet i vandet. Da Balders hustru, Nanna, ser Balders lig blive båret om bord, dør hun af sorg og bliver anbragt på skibet og brændt sammen med sin ægtemage. Thor vier bålet med sin hammer Mjølner. Både aser, rimturser og bjergkæmper deltager i bålfærden. Odin lægger guldringen Draupner på bålet. Også Balders hest føres til bålet.

Hermod rider i løbet af ni nætter til Hel og standses ved Gjallarbroen af møen Modgud, som undrer sig over hans friske kulør. Han fortæller, at han er sendt ud for at hente Balder tilbage. Han kommer nu til dødsriget, hvor Balder sidder i højsædet, som var han Hels dødsbrudgom. Dødsgudinden siger, at hun vil lade Balder vende tilbage til livet, hvis alle ting i verden begræder hans død. Ærindet mislykkes, da jættekvinden Tøk (Loke i forklædning) græder "tørre tårer", dvs. ikke vil græde over Balder, der må forblive i Hel.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: Balder i Nordisk Mytologi, 2. udg. 2009, Gyldendal. Hentet 11. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=284131

Artiklen Balder er en del af Nordisk Mytologi; en bog med ca. 850 opslag på over 300 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk