Grímnismál, ('Grimners Digt'), gudedigt i Den Ældre Edda; af vigtighed som supplement til den kosmologi, der udfoldes i Vølvens Spådom. Det er forsynet med en prosaramme om den forklædte Odin, der som Grimner ("Den maskerede") kommer til kong Geirrød, Odins fostersøn (se Geirrød, 2). Odin er i en pinefuld situation, mens han fremsiger digtet: Han er blevet placeret - i otte dage! - så tæt ved ilden, at hans kappe brænder. Først i digtets sidste fire strofer røber Odin, hvem han er, men da Geirrød vil befri ham fra ilden, taber Geirrød sit sværd, snubler i det samme og gennembores.

Digtet er formet som en monolog og har karakter af visdomsdigtning. Det rummer et væld af mytologiske navne, fx ikke færre end 55 Odinsnavne. Af mytologisk stof er strofer om Yggdrasil, asernes boliger og skabelseskosmologien, især om Ymer, af interesse. Digteren formår at skabe anskuelige scener, fx er det ham, der skildrer geden Heidrun og hjorten Eiktyrner på Valhals tag.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig