Tul, thul, Þulr, ('digter, vismand'), i skjaldedigtningen betegnelse for digter. Men på runesten (bl.a. fra Snoldelev) og i eddadigtningen ses en kultisk funktion med præstelignende status i forbindelse med ordet tul. I eddadigtet Hávamál nævnes tulens stol ved Urds kilde. I samme digt kalder Odin sig flere gange fimbultul, "den mægtige tul". Tulen har fremført tulur (Þulur), dvs. remser med kultisk visdom, runemagi, navnerækker osv.