helligdom

Helligdom, helligsted, kultplads, Der bruges tre forskellige ord for det kultiske helligsted i nordisk religion: vi, hørg og hov. Hvordan helligstedet konkret har set ud, er usikkert og meget omdiskuteret. Man må forestille sig en udvikling fra et afgrænset sted i naturen med fx en sten eller stensamling som alter, eventuelt beliggende i en mindre skov, en lund. Sidenhen kan der være tale om en primitiv bygning, der udvikler sig til større bygninger, og endelig kan der være bygget hovedhelligdomme i forbindelse med konge- eller stormandssæder. Den romerske historieskriver Tacitus omtaler ca. 100 e.Kr. et "tempel" for gudinden Nerthus, og at germanerne havde deres gudebilleder opstillet i "hellige lunde". Den kristne missionshistories forfattere, Thietmar af Merseburg og Adam af Bremen, omtaler "templer" med offerkult, herunder menneskeofringer, i Uppsala og Lejre. I 900-tallet må Jelling have været et centralt helligsted i Danmark.

I Eyrbyggja Saga er der udførlige skildringer af hov med offerkult, blót. Sagaforfatterne sammenligner med de kristne kirkebygninger og lader sig vel også farve af, hvordan helligdommene så ud på deres egen tid. Men efter al sandsynlighed har hovet været en hal med en lille tilbygning i den ene ende og har været indrettet med alter eller offersted. Udskårne højsædestolper har spillet en rolle (se også Oseberg-skibet). Hovet kan være knyttet til en større bondegård, hvor riter for et større antal personer har fundet sted.

De seneste par årtiers arkæologiske udgravninger - med fund af storhaller i Lejre og ved Tissø på Sjælland, i Gudme på Fyn, ved Uppsala i Sverige og i Kaupang i det sydlige Norge - peger på, at formålet med disse har været en central kult. Ved flere af dem har man fundet spor efter små, solide sidehuse, som sandsynligvis har været anvendt som opbevaringssted for kultens hellige rekvisitter.