Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

hamskifte

Oprindelig forfatter FSte

hamskifte, visse personers, ikke mindst trolddomskyndiges, evne til forvandling under søvn eller ekstase. Forestillingen er udbredt i mytologien og folketroen. Hamskiftet kan foregå ved at overtage et andet menneskes hud, eller det kan ske ved en forvandling til et dyr (fx en ulv, varulv) eller en fugl (at kunne flyve iklædt en fjederham, at blive en valravn).

Der er talrige eksempler på guders hamskifte, ganske særlig benytter Odin og Loke sig ofte af hamskifte, for Odins vedkommende knyttet sammen med hans shamanlignende funktion som sejdens gud og hans evne til at færdes i alle dimensioner. Freja har en falkeham, som hun tilmed kan låne ud til andre. Jætten Tjasse optræder i ørneham.

I Egils Saga berettes det, at Egils farfar, Kveld-Ulf, havde fået sit tilnavn ("Aften-Ulv"), fordi han hen mod aften "blev søvnig og folkesky. Der var mange, der mente, at hans sjæl om aftenen, når søvnen kom over ham, tog bolig i ulveham". Kveld-Ulf karakteriseres som hamrammr, hamstærk. Sagaen spiller her på hamskiftets sammenhæng med søvn, drømme og ekstase.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: hamskifte i Nordisk Mytologi, 2. udg. 2009, Gyldendal. Hentet 14. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=284379

Artiklen hamskifte er en del af Nordisk Mytologi; en bog med ca. 850 opslag på over 300 sider. Læs mere om bogen på gyldendal.dk