højskolen

Højskolen, Det tankemæssige grundlag for de danske folkehøjskoler fra 1800-tallet skyldes i høj grad N.F.S. Grundtvig. For Grundtvig var de nordiske myter poetiske udtryk for det at være et nordisk folk både i fortiden, nutiden og fremtiden. Hedenskab og det folkelige fællesskab i det gamle Norden sås som kristendommens forudsætning. Hans centrale tanke var at tolke livet som et sammenhængende udviklingsforløb for det enkelte menneske og for hele menneskeheden: Først skal man blive menneske, så indgå i og udgøre et folkefællesskab, og endelig blive kristen.

Et ophold på en højskole skulle vække den enkelte karl og pige til at blive del i denne folkeligt-nationale, hedensk-kristne og eksistentielt-oplyste sammenhæng. Dertil brugtes højskolelæreres genfortælling og tydning af de gamle nordiske myter og danske sagn i de mundtlige foredrag. Foredragene kan opfattes som en eksemplifikation af Grundtvigs tanke om "det levende ord" over for de døde bogstaver. Tydningen gik ud på at overføre myter og sagn på nutidige forhold og eksistentielle grundsituationer.

Den første højskole, Rødding, indviedes 1844. Højskolebevægelsen har to "mytologiske" perioder. Den første rækker, med 1864 som central begivenhed, frem til ca. 1880. Den anden strækker sig over årene før, under og lige efter 2. Verdenskrig. Dvs. at krigene om Sønderjylland/Slesvig og den tyske besættelse 1940-45 er en slags folkeligt-nationale omdrejningspunkter. Tiden umiddelbart efter 1880 var en stagnationsperiode for den "mytologiske" højskole, bl.a. pga. den begyndende videnskabelige holdning, også til mytestoffet, i forlængelse af det moderne gennembrud. Som en højskolemand skrev 1889: "Højskolernes mytologiske tid er forbi; aserne og jætterne er gåede under i Realismens Ragnarok". Udsagnets sprogbrug er i sig selv et eksempel på sammenkædningen af myter og nutid.

Blandt særlig fremragende mytologiske fortællere kan nævnes Ludvig Schrøder, forstander på Rødding/Askov fra 1861, og Aage Møller, forstander på Rønshoved fra 1921. Møllers nationale vækkelse foregik blandt grænselandets bønder, og han udgav 1947 det måske mest karakteristiske værk af den "mytologiske" art, Nordiske Myter. Schrøder og Møller brugte nærmest som en selvfølge bragesnakkens metode og kunne tale om asers og jætters kamp som helt nutidige fænomener. Også Ernst Trier, Vallekilde, tilhørte de radikale "mytologer". Hans barnebarn, Folke Trier Hansen, var frihedskæmper under besættelsen og brugte som en selvfølge guden Tyr som sindbillede på det offer, dansk ungdom var nødt til at give i kampen mod den nazistiske Fenrisulv; Trier Hansens virke som folkeoplyser resulterede så sent som 1982 i oprettelsen af den sidste (?) mytologiske højskole, Højskolen i Thy. Nu var det ikke længere "tysken", der var den store jættefjende, men faren kom stadig sydfra og hed nu EF. Den mytologiske rus bredte sig i nogle år, i kølvandet på ungdomsoprøret, til en række højskoler.

Et markant udtryk for højskolens folkelige vækkelse er "Folkehøjskolens Sangbog", udkommet første gang 1894. Her er det mytologiske og nationalt-(sagn)historiske stof i højsædet sammen med salmer og bibelhistoriske sange, svarende til de tre "udviklingsled": mytologi, folk, kristendom.

Det nytter ikke noget at gå uden om det: Visse sider i "mytologernes" ideologi minder om sider i nazismen: "folk", "blod", "slægt", en nordisk/arisk selvforherligelse. Men det skal siges, at mytologerne lagde vægt på den individuelle frihed og "kæmpe-ånd" og den sindelagsmæssige vækkelse i stedet for raceideologi, førerdyrkelse og heilende soldaters støvletramp.

Det er interessant at iagttage, at mytologien ikke blot smitter af på det folkelige foredrag, men gennemsyrer hele højskolelivet: Bygninger kan efterligne vikingetidens stil (fx Vallekilde Højskoles gymnastikhus), den gotiske skrifttype anvendes i overskrifter og som forsiringer, og årsskrifterne er forsynet med mytologiske forsider og oldtidsornamentik.