Falloskult, religiøs frugtbarhedskult omkring afbildninger af fallos, dvs. det mandlige kønslem i erigeret tilstand. Helt fra de tidlige perioder i nordisk oldtid findes der billedfremstillinger, som viser fallosdyrkelse. Helleristninger rummer falliske scener; billedsten og andre stenformer kan være falloslignende. Træskærerarbejder og den berømte bronzestatuette fra Rällinge i Sverige viser en fallisk guddom, som måske kan tolkes som guden Frej. I sin skildring af kulten i Uppsala-templet karakteriserer Adam af Bremen Frej som en guddom for frugtbarheden, "udstyret med en vældig penis". En særlig grotesk-folkelig variant af fallosdyrkelse ses i sagafortællingen om kulten omkring hestelemmet Vølse.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.