Skovbrynets betydning

På grund af det danske skovareals opsplitning i mange forholdsvis små skove, er længden af bryn i forhold til arealet i dele af landet meget stor. Det gælder navnlig på Bornholm, hvor der omkring 1980 gennemsnitligt var 136 m skovbryn pr. ha skov, mens der i de øvrige dele af landet var mellem 6 og 14 m bryn pr. ha skov.

Men den landskabelige og den forstlige interesse trækker i hver sin retning. Jo mindre en skov er, desto større er randandelen, og desto dårligere er skovdyrkningsbetingelser og vedproduktionen på grund af vindslid, træk, udtørring og indvirkning af luftforurening udefra.

Skovdyrkningsmæssigt foretrækkes store, sammenhængende produktionsenheder med så kort en rand og så lille en randprocent som muligt. Men samtidig lægges der vægt på, at de rande, der nu engang er, har så gode bryn som muligt. Skovloven pålægger ejeren at bevare de ydre skovbryn, men der er også indlysende fordele ved at bevare disse bræmmer som værnskov, navnlig mod vest og nord.

Skovbrynet er skovens eneste bolværk og bedste værn mod negative påvirkninger udefra. Først og fremmest fra vinden, som udsætter skoven for både fysisk slid og udtørring. Brynene tager imod vindens hårdeste stød på vegne af hele skoven og har en vis virkning mod vindens daglige udtørrende træk gennem skoven ved dels at tvinge vinden op over skoven og dels at nedsætte vindhastigheden. Den bedste lævirkning opnås, når brynet har en åbenhedsandel i vindsiden på omkring 40 %. Det vil tvinge den ene halvdel af luftstrømmen op over skoven og den anden halvdel ind gennem brynet, hvor hastigheden nedsættes stærkt. Men selv om skovbrynene ofte selv er ret stabile i storm, kan de dog ikke altid forhindre stormfald i de bagved liggende bevoksninger; bl.a. på grund af de turbulenser, der opstår.