Brynenes træarter og opbygning

De fleste skovbryn består af løvtræer og buske, men artssammensætning og struktur varierer meget efter jordbund, forhistorie og eksponering, herunder om de står langs skovens indre eller ydre rande.

Strukturen kan være enlaget og domineret af skyggetræarter, eller mere afvekslende med flere lag af træer og buske, tætte holme o.l.

De artsrigeste bryn findes i de sydøstlige egne, men med store lokale forskelle. I Østdanmark hører bøg, eg og ask til nogle af de almindeligste arter og derudover indgår bl.a. fugle-kirsebær, hassel, benved, tjørn, hyld, almindelig hæg, mirabel, kræge, selje-pil, hunde-rose og yderst ofte meget lyskrævende arter som engriflet hvidtjørn, havtorn og slåen. Faktisk er det muligt at finde næsten alle vore hjemmehørende træ- og buskarter i skovbryn; gamle, naturlige skovbryn fungerer nærmest som refugier for arter, der er uden interesse for det produktive skovbrug som f.eks. navr, avnbøg, skov-æble, bævreasp, selje-pil, benved, kvalkved og meget sjældent små- og storbladet lind og tarmvrid-røn.

I egekrat og mere naturlige skove på fattig bund i Vestdanmark ses ofte eg, røn, birk og tørst i brynene, mens plantagernes bryn ofte består af nåletræer som sitka-gran, hvid-gran og østrigsk fyr og en bræmme af bl.a. indførte arter som glansbladet hæg, bærmispel og rynket rose, eller af mere stabile løvtræarter som bøg og eg. Meget ofte forekommer selvsået røn og hyld.

De fleste steder er der et ret skarpt skel mellem selve brynet og den bagvedliggende produktionsbevoksning, og mange skovbryn er indskrænket til en få meter bred bræmme af én eller to rækker træer, der kun nødtørftigt dækker for de plantede bevoksninger af gran eller pyntegrønt inde bagved. I naturlige skove kan bredden af selve brynet være svær at fastlægge. Både naturlige og anlagte bryn er bredest mod de fremherskende vindretninger vest og nordvest og smallere mod øst og syd.

I vindudsatte skovbryn kan den markante, vindslebne profil række langt ind – ofte når træerne først normalhøjde 60-70 m inde i bevoksningen. Langs stærkt vindudsatte vest- og nordkyster kan denne zone være endnu bredere, over en kilometer, med lave, krogede træer, der kun langsomt øger i højde indefter, som det f.eks. ses på fattig bund i Tisvilde Hegn i Nordsjælland. Omvendt kan en sådan profil være næsten fraværende langs mere beskyttede, østvendte kyster og søbredder, hvor træernes grene stedvist rager ud over vandet.

En tommelfingerregel lyder, at et bryn mindst bør være så bredt, som bevoksningen bagved er høj, når den er fuldt udviklet, eller i hvert fald klar til hugst. Det vil sige mindst 20-30 meter.

I skovloven fastsættes bredden af et ydre skovbryn, hvor der ikke er en naturlig grænse, til mindst 20 m mod nord og vest og ikke mindre end 10 m mod syd og øst. Lovens beskyttelsesbestemmelse kan maksimalt omfatte de yderste 40 m af skoven.