Heder og græsland

Hede er plantesamfund på fattig jordbund domineret af dværgbuske som hedelyng, revling og i fugtige dele også klokkelyng. Dværgbuskene findes også i lysåbne skove på fattig bund, bl.a. egekrat, fyrreskov og stedvist i lysninger i bøgeskov. Skellet mellem hedevegetation og skov er således ikke knivskarpt.

Store dele af de nuværende skove i Midtog Vestjylland er plantager, som blev rejst ved tilplantning af store, træløse heder, klitområder og marginale landbrugsjorder op gennem 1800-tallet og første del af 1900-tallet. I flere af disse plantager er der af bl.a. naturhistoriske og landskabelige grunde bevaret eller genskabt større og mindre strækninger med hede. Da frø af hedelyng kan bevare spireevnen i over 100 år i jorden, er hedearealer i flere tilfælde gendannet ved, at lyng spirede frem, efter at plantagearealer blev ryddet eller faldt i storm.

Hederne blev i årtusinder opretholdt gennem udnyttelse til græsning, lyngslæt og afskrælning af morlaget til brændsel (hedetørv) samt regelmæssig afbrænding. Denne brug er for længst ophørt og uden den – eller aktiv pleje – vil arealerne ofte blive domineret af græsser eller springe i skov i løbet af en kortere årrække. Udviklingen fremmes af det store nedfald af kvælstofforbindelser fra atmosfæren og forstærkes af de store mængder frø, som vind og dyr fører ud over heden fra de omgivende plantager eller egekrat. Tilgroningsskoven består især af arter som bjerg-fyr, skov-fyr, gran, røn, birk, bævreasp, ene, eg samt bøg. Stedvist kan tilgroningsskoven få karakter af tilgroningsegekrat eller udvikle sig til bøgeskov, som det bl.a. ses i Rebild Bakker.

For at fastholde den lysåbne hedetilstand med dominans af hedelyng plejes flere hedearealer med bl.a. maskinel slåning, afgræsning og stedvis afbrænding.

Græsland er en nyere, men praktisk fælles betegnelse for åbne, græsdominerede naturtyper på overvejende tør bund. Betegnelsen omfatter både overdrev, sletter og andre græsdominerede arealer i skoven. I dag anvendes betegnelsen overdrev eller biologisk overdrev primært om lysåben, urtedomineret vegetation på tør (naturligt veldrænet) bund, uden anden kulturpåvirkning end græsning.

Historisk set var overdrevet et stort set udyrket areal i landsbyens yderrand, som blev anvendt til husdyrgræsning. Overdrevene kunne være skovbevoksede eller mere eller mindre åbne og omfattede især bakkede, stenede og på anden måde vanskeligt dyrkbare områder. Der var – og er – således en flydende overgang mellem det åbne græsland og den græssede skov, ligesom dynamikken over tid kan omfatte begge tilstande.

På langt størstedelen af det areal, som kom til at indgå i fredskovene, blev græsningen indstillet omkring år 1800. Stedvist fortsatte afgræsningen med husdyr eller hjortevildt, bl.a. i Jægersborg Dyrehave og områder som Knudshoved Odde, Rygård Overdrev i Hornsherred, Eskebjerg Vesterlyng i Odsherred, Bjergskov ved Åbenrå og i Tofte Skov i Lille Vildmose. Her ses en dynamisk mosaik af græsland, krat og (græsnings)skov, se Skove med andre driftsformer.

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Heder og græsland.

• Forrige afsnit er Skovbryns udvikling
• Næste afsnit er Moser og enge