Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Skovens permanente vande

Oprindelig forfatter NFri

Skovens permanent åbne vande – dvs. vandløb og søer – hører til blandt de reneste i Danmark. Det skyldes, at den menneskelige påvirkning med f.eks. gødning, sprøjtemidler eller spildevand er langt lavere i skov end på åbne arealer. Derfor er indholdet af udvalgte næringsstoffer også gennemgående lavere i vandløb og søer i skov end i Danmark som helhed.

Mange af skovens vandløb og søer har dog brunt vand, hvilket skyldes udvaskning af humusstoffer fra oplandets skovjorde. Humus er rigt på organiske syrer, og derfor er mange vandområder i skovene naturligt sure. Småvandløb af denne type findes bl.a. omkring Silkeborg med nåleskov i oplandet, hvor der er fundet vand med pH-værdier helt ned til 3,7. Den lave pH-værdi ses især i forbindelse med kraftig nedbør, hvor det sure jordvand skylles ud til bækkene gennem det øverste jordlag. Blandt de brune og survandede søer kan nævnes Store Gribsø i Gribskov, Sortesø på Fyn, Løvenholm Langsø på Djursland og Store Økssø i Rold Skov.

 FIGUR 18-13. Skovsø i Slorup Skov, Ledreborg.

FIGUR 18-13. Skovsø i Slorup Skov, Ledreborg.

Der findes imidlertid også både skovvandløb og skovsøer, der ikke er brunvandede. Det skyldes enten, at de er større, får et større bidrag af humusfattigt grundvand, eller at jordbund og træarter i oplandet ikke giver ophav til store mængder af surt, humusholdigt vand. Et eksempel på et sådant vandløb er Bjergskov Bæk, der løber til Mossø. Blandt søerne kan nævnes Slåen Sø ved Silkeborg, der er en af landets mest klarvandede med en gennemsnitlig sigtdybde på 6 m og med stor artsrigdom af undervandsplanter ned til en dybde af 7,4 m.

Annonce

Plantelivet

Langt de fleste skovvandløb har et meget begrænset planteliv pga. skygningen fra træerne og domineres af fastsiddende, mikroskopiske alger, typisk kiselalger. Derudover kan der findes mosser og trådalger, mens andre typer af vandplanter kun findes i større vandløb, hvor skygningen er mindre og bundmaterialet mere egnet (finere) for planternes rødder.

Planteplankton

En stor del af skovens vandløb og mindre søer henligger i skygge pga. omkringstående træer. I løvskov varierer løvets skygning meget i løbet af forår og forsommer; i nåleskoven er skygningen konstant høj. Skygningen betyder, at produktionen af planktonalger som regel er meget begrænset, men i større søer kan der sagtens være lys nok til planktonalger.

 FIGUR 18-14. Skovvandløb i Engebæksvang.

FIGUR 18-14. Skovvandløb i Engebæksvang.

I skovsøer med lav pH-værdi er de såkaldte desmidiaceer almindeligst. Det er stav- eller halvmåneformede, encellede alger, der består af to symmetriske halvdele, og som enten optræder hver for sig eller i trådformede kolonier. Ved højere pH-værdi dominerer især kiselalger, der ligeledes er encellede, men som i modsætning til desmidiaceerne er omgivet af en kiselskal. Kiselalgerne kan optræde enkeltvis, men tit danner de kolonier – både stjerneformede, zigzagformede og trådformede. Begge algegrupper er karakteristiske for søer med lavt indhold af næringsstoffer.

Planter omkring og på bunden af skovsøer

Omkring mange skovsøer er bredvegetationen ikke udviklet til en egentlig rørsump med bl.a. tagrør. Det skyldes skygning fra skoven og det lave indhold af næringsstoffer, der i stedet favoriserer arter som dyndpadderok og sumpstrå. Vegetationen omkring brunvandede skovsøer er ofte domineret af plantearter, der kan tolerere de sure forhold, f.eks. star, kæruld og tørvemos.

 FIGUR 18-15. To forskellige slørvinger. A) Leuctra sp., nymfe og voksen, B) Capnia bifrons, nymfe og voksen, hvor der er tydelig forskel på han og hun.

FIGUR 18-15. To forskellige slørvinger. A) Leuctra sp., nymfe og voksen, B) Capnia bifrons, nymfe og voksen, hvor der er tydelig forskel på han og hun.

Bundvegetationen er også forskelligt udvik let afhængig af lysforhold og vandets næringsindhold. I større klarvandede og basiske skovsøer som Almind Sø ved Silkeborg er der en udbredt bundvegetation med blomsterplanter som f.eks. hår-tusindblad ned til 6-7 m’s dybde, mens kransenålealger og andre store alger kan findes endnu dybere (10-11 m). I de brunvandede skovsøer vokser planterne ikke på så stor dybde, fordi lyset ikke trænger ret langt ned i vandsøjlen.

Vandets pH-værdi influerer som nævnt også på plantesammensætningen. Roset-planter, som f.eks. tvepibet lobelie, dominerer således under sure forhold, mens vandskudsplanter som f.eks. aks-tusindblad vil være fremherskende under mere kalkrige forhold.

Dyrelivet

Vandløbenes dyreliv

De fleste mindre skovvandløb har en smådyrsfauna, der domineres af ferskvandstangloppen Gammarus pulex, forskellige arter af slørvinger og vårfluer.

De fleste smådyr i skovvandløb lever af det, der er mest af, nemlig nedfaldne blade. Bladene risikerer dog hurtigt at blive revet med af strømmen, så grene og andre forhindringer i vandet er med til at sikre dyrelivet. Dyrene inddeles overordnet i typer efter deres fødebiologi:

  • Iturivere, der ernærer sig af det grove organiske stof, typisk blade, som de findeler til mindre stykker. Da fødekvaliteten generelt er lav, er ituriverne nødt til at æde mange døde blade for at opretholde deres stofskifte. Det betyder, at de producerer flest ekskrementer, som kan koloniseres af mikroorganismer.

  • Samlere, der ernærer sig af fint organisk stof, som stammer fra iturivernes aktivitet og fra andre nedbrydningsprocesser i vandløbet og på landjorden.

  • Skrabere, der lever af mikroskopiske alger, og som på grund af disses beskedne mængde i skovvandløb er fåtallige.

  • Rovdyr, der ernærer sig af andre dyr.

I mindre skovvandløb med god vandkvalitet finder man larver og nymfer af slørvingen Leuctra nigra. Arten forlader vandløbene som voksne fra midt i april til midt i juli. Slørvinger er dårlige flyvere og langt de fleste individer holder sig tæt på vandløbet (figur 18-15 og 18-16), hvor de typisk sidder ved foden af træerne. Når hunnerne forlader vandløbet, er deres æg ikke færdigudviklede og de skal indtage føde i skoven, før æggene modnes. En anden slørvinge, der er karakteristisk for skovvandløb, er Capnia bifrons, der flyver allerede i februar. Man kan således finde de voksne siddende på sneen mellem træerne, hvor hanner, der ikke kan flyve, trommer med bagkroppen mod sneen for at lokke hunner til.

 FIGUR 18-16. Antallet af slørvingen Leuctra nigra fanget i specielle fælder placeret vinkelret på et vandløb og i forskellig afstand fra vandkanten. På vandløbets ene side er der løvskov (Skov) og på den anden var der en åben vegetation domineret af bregner (Åbent land).

FIGUR 18-16. Antallet af slørvingen Leuctra nigra fanget i specielle fælder placeret vinkelret på et vandløb og i forskellig afstand fra vandkanten. På vandløbets ene side er der løvskov (Skov) og på den anden var der en åben vegetation domineret af bregner (Åbent land).

I større skovvandløb, hvor der er lys nok til bundplanter, skifter faunaen, så der kommer flere døgnfluer. Døgnfluer af slægten Baetis er især meget almindelige og ernærer sig bl.a. som skrabere af alger, der sidder på sten og vandplanter.

Skovsøernes dyreliv

Skovsøer rummer alt efter størrelse og pH-værdi forskellige typer af dyreliv. De mindste og mest brunvandede søer ligner vandløbene ved en dominans af insekter, der lever af det tilførte organiske stof.

I større søer danner bakterier og alger fødegrundlag for dyreplankton og fisk. De større og klarvandede skovsøers bundfauna er imidlertid også rig på insekter, hvoriblandt især vårfluer, biller og dansemyg er dominerende grupper. I en undersøgelse af Almind Sø blev der således fundet mere end 300 arter af smådyr, hvoraf 68 var dansemyg, 41 var biller og 39 vårfluer.

Skovdriftens betydning

Vandløb og søer i skovområder rummer en række enestående naturværdier og er samtidig nogle af de mest upåvirkede naturområder, vi har i dag; men træartsvalg og dyrkningsform kan forringe deres tilstand. Monokulturer af især nåletræer kan på kalkfattige jorde forsure ferskvand og reducere den mængde føde, der er til rådighed for dyrene. Herved formindskes artsrigdommen selvsagt.

Endnu en negativ konsekvens af produktionsskov er fældning af træerne. Renafdrift kan på samme måde som i eksemplet med Rævsø nedenfor medføre en stor udvaskning af næringsstoffer (op til 50 gange for kvælstof) og samtidig ændre afstrømningen.

 FIGUR 18-17. Ferskvandstangloppen Gammarus pulex.

FIGUR 18-17. Ferskvandstangloppen Gammarus pulex.

En tilplantning med nåletræer på jorde med dårlig evne til at neutralisere syrerne kan give anledning til meget lave pH-værdier. Det har man bl.a. set i skovbækken i Silkeborg Vesterskov, hvor der er målt helt ned til pH 3,7 i forbindelse med kraftig nedbør efter en tør periode. Det sure vand ændrer sammensætningen af smådyr i vandløbet, og især slørvingerne bliver almindelige, da disse er tolerante over for den lave pH-værdi. Imidlertid udviser selv de arter, der er tolerante over for lav pH-værdi, tegn på mistrivsel. Således er både produktion og vækst af slørvingen Leuctra nigra dårligere i surt vand end i pH-neutralt vand, ligesom færre individer bliver voksne i sure end i pH-neutrale vandløb.

Det skal også nævnes, at ren nåleskov kan begrænse artsrigdommen og den biologiske produktion i vandområderne, da nålene har dårlig fødekvalitet og skoven høj beskygning. Mange skovvandløb bliver desuden drænet og oprenset for de grene, der falder ned i vandløbet. Dette har negativ indflydelse på antallet af levesteder for vandløbenes dyreliv og mindsker tilbageholdelsen af det livsvigtige organiske stof.

 FIGUR 18-18. Vårfluen Sericostoma personatum, voksen og larve i sit beskyttende rør af småsten.

FIGUR 18-18. Vårfluen Sericostoma personatum, voksen og larve i sit beskyttende rør af småsten.

Eksempler

Rævsø i Midtjylland er et eksempel på oplandets betydning for en skovsø. Søen er på ca. 5 ha og har ingen permanente tilløb og afløb. Tidligere var Rævsøs opland hede, men fra år 1900 og frem til 1981 blev søen omgivet af nåleskovsplantage. I 1981 skete der et kraftigt stormfald, som markant ændrede forholdene i søen. Vandstanden i søen steg, og den blev meget brunvandet som følge af en øget udvaskning af humusstoffer fra den tidligere skovbund, der nu var oversvømmet. Desuden skete der en forøget tilførsel af næringsstoffer fra oplandet med en øget produktion af planteplankton til følge. Som konsekvens af de dårligere lysforhold forsvandt stort set hele undervandsvegetationen, der før stormfaldet bestod af strandbo og tvepibet lobelie.

Rold Kilde i Himmerland er et eksempel på, hvad den omgivende skov betyder for livsprocesserne i vandet. I hele kildeområdet er der meget store mængder bøgeblade året rundt, og den samlede mængde af dødt organisk stof er ca. 1,2 kg tørvægt pr. m2 vandløbsbund. Den samlede biomasseproduktion hos de smådyr, der lever af dødt organisk stof, er på ca. 9 g tørvægt om året. Af denne produktion står iturivere for ikke mindre end 70 %, mens smådyr, der æder alger, kun producerer ca. 0,1 g eller ca. 1 % af den årlige mængde. Gammarus pulex og vårfluen Sericostoma personatum er de to arter, der bidrager mest til den samlede produktion (figur 18-7 og 18-8). Begge arter har en flerårig livscyklus og har derfor gode vilkår i Rold Kilde, hvor der i de mange bøgeblade er en meget stor og stabil føderessource hele året.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Nikolai Friberg: Skovens permanente vande i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 15. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=485295

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk