FIGUR 17-11. Skov-fyrskov anlagt i begyndelsen af 1800-tallet som led i bekæmpelsen af sandflugten; præget af angreb af fyrrevikler – og de barske forhold i øvrigt. Troldeskoven i Tisvilde Hegn.

.

Under normale forhold fremstår den danske skov-fyrskov som en lysåben skovtype med rette, højstammede træer på 20-25 m’s højde, få nedre grene og veludviklede kroner.

Den krogede Troldeskov i Tisvilde Hegn i Nordsjælland er imidlertid en markant undtagelse. Skoven her blev plantet som sandflugtsdæmpende foranstaltning i begyndelsen af 1800-tallet, og allerede i 1906 blev Troldeskoven fredet som et eksempel på vindens påvirkning ved udsatte danske kyster. Nyere undersøgelser peger imidlertid på, at det ikke kun er vindens påvirkning, der er årsag til fyrrenes ejendommelige udseende, men nok snarere angreb af fyrrevikleren i træernes ungdomsår.

Skov-fyr fældes som regel i en alder af 80-120 år. Foryngelsen sker tit som såkaldt skærmforyngelse, hvor enkeltstående eller mindre grupper af gamle træer får lov til at blive stående (se figur 13-10 i Dyrkede skove). Derfor bevares skovklimaet bedre end i f.eks. granskov, og da skov-fyrren samtidig er relativt modstandsdygtig over for skadedyr og svampe, er skov-fyrskov en relativt stabil skovtype.

Vejviser

Værket Naturen i Danmark i fem bind udkom i årene 2006-2013. Teksten ovenfor er kapitlet Skov-fyrskovens økologi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig