Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Skov-fyrskov

Oprindelig forfatter HHz

Historie og udbredelse

Skov-fyrskove er naturligt udbredt over det meste af Europa fra Nordspanien og Norditalien over Skandinavien og Rusland til Sibirien. Også Danmark rummede skov-fyrskove i flere tusinde år efter sidste istid. Ved udgravningen til Storebæltsbroens piller fandt man f.eks. på havbunden skov-fyrstubbe, der var mere end 8000 tusind år gamle. Efterhånden som klimaet blev varmere, gik skov-fyrskoven tilbage og blev afløst af løvskov de fleste steder.

Skov-fyrskoven overlevede dog i første omgang nogle steder på meget mager jord, bl.a. på Djursland, i Thy og på Anholt og Læsø, hvor den imidlertid op igennem 1600- og 1700-tallet blev udsat for så alvorlig rovdrift, at den faktisk blev udryddet. Skov-fyrrens forsvinden på Anholt skyldtes behovet for brænde til vippefyret, og på Læsø krævede saltsydningen store mængder brænde – omend krigshugsterne var værst.

Der kendes enkelte træer, som kan tænkes at stamme fra den oprindelige danske skov-fyr, bl.a. Bangsbofyrren (figur 5-47, afsnittet Skovens vigtigste træ- og buskarter) på Læsø (som genetisk synes at svare mest til skandinaviske skov-fyr) og nogle gamle fyrretræer i Gram Slotspark, hvoraf de fleste dog væltede i 1999-stormen. Der er høstet frø fra disse træer, så det genetiske materiale findes stadig.

Annonce

 FIGUR 17-10. Plantage med skov-fyr ved Ebeltoft plantet i 1900-tallet.

FIGUR 17-10. Plantage med skov-fyr ved Ebeltoft plantet i 1900-tallet.

Alle de skov-fyrbevoksninger, der findes i Danmark i dag, stammer fra plantede eller såede bevoksninger. Herfra sår skov-fyrren dog ofte sig selv i stormfaldshuller og på afdrifter, heder og andre åbne områder. Skov-fyr er især blevet plantet som monokultur i klit- og hedeplantager og som amme- og pionertræ i forbindelse med skovrejsning. Skov-fyrskov findes derfor oftest på tør, sandet og mager jordbund, f.eks. i Tisvilde Hegn, i Jægerspris Nordskov, omkring Silkeborgsøerne og på Djursland og Læsø. På Læsø dækker skov-fyr halvdelen af skovarealet.

Selv om fyrretræ er en af de mest anvendte træsorter til møbler m.m., bliver der plantet relativt få skov-fyr i de danske skove, da skov-fyr i Danmark vokser hurtigere end i vore nordiske nabolande og derfor bliver for bredringet til mange anvendelsesformål. Dog plantes der en del skov-fyr i forbindelse med ny skovrejsning, og skov-fyr bruges også som indblanding i f.eks. rød-gran, bøg eller eg. Skov-fyr har et dybere rodnet (figur 9-9, afsnittet Træets form) end rød-gran og står derfor bedre fast i stormvejr. Indblanding af skov-fyr i rød-gran kan derfor være et stabiliserende element.

Ifølge skovstatistikken fra 2006, “Skove og Plantager 2006”, består ca. 12 % af det danske skovareal af fyr. Heri er dog medregnet andre fyrrearter end skov-fyr, bl.a. bjerg-fyr, og også arealer, hvor skov-fyr står som indblandingstræart. Rene skov-fyrbevoksninger udgør ca. 2-3 % af skovarealet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hanne Hübertz: Skov-fyrskov i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 13. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=485245

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk