Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Skovbrugets egeskov

Oprindelig forfatter PFM

Eg er skovbrugets næstvigtigste løvtræ efter bøg – og den løvtræart, som dyrkes mest intensivt. Det er samtidig den af skovbrugets arter, som har den længste produktionstid – op til 140 år før slutproduktet foreligger, omend der undervejs kan udtages bl.a. pæle, brænde og mindre kævler.

Det kræver ejere med lang tidshorisont og tro på fremtiden.

Skovbruget har altid haft fokus på eg. Siden ind i 1900-tallet har møbelindustrien inkl. finérværker været den vigtigste aftager af egetræet. Skovbrugets egedyrkning tager derfor især sigte på at frembringe så rette og knastfri stammer som muligt, med finérkævler som det mest indbringende produkt. Med tyndingshugst gives plads og udviklingsmulighed, således at tilvæksten øges hos de bedst formede træer samtidig med, at omdriftstiden, dvs. produktionstiden, sættes ned til 90-120 år.

Annonce

Egedyrkningen er mere intensiv og specialiseret end bøgedyrkningen. Der lægges stor vægt på brug af herkomster med den teknisk set bedste form. Derfor anvendes der i stor udstrækning eg af hollandsk herkomst, som gennem århundreders udvælgelse og fremavl til brug i alleer har opnået en usædvanlig rethed. Der bliver dels anvendt agern fra direkte import, dels fra godkendte bevoksninger i Danmark.

 FIGUR 15-6. Typisk forstlig egeskov. Rette, teknisk velformede, plantede træer af hollandsk herkomst, som tegner til at opnå en høj kævleværdi. Stedvis afmærkes 70-90 pr. ha af de bedst formede og mest vitale ege som hovedtræer og friholdes for værdiforringende småkviste (vanris) på de nederste 6-8 meter af stammen med en langskaftet kniv.

FIGUR 15-6. Typisk forstlig egeskov. Rette, teknisk velformede, plantede træer af hollandsk herkomst, som tegner til at opnå en høj kævleværdi. Stedvis afmærkes 70-90 pr. ha af de bedst formede og mest vitale ege som hovedtræer og friholdes for værdiforringende småkviste (vanris) på de nederste 6-8 meter af stammen med en langskaftet kniv.

Skovbrugerne tilstræber, at der er en tæt underskov under egene, som med sin skygge kan forhindre udvikling af småkviste (vanris) på stammerne. Ofte benyttes den underskov, som selv indfinder sig, men i flere tilfælde har man direkte indplantet en skyggetålende og -givende underskov af arter som lind, avnbøg, hassel og bøg eller evt. nåletræarter som thuja eller ædelcypres. Underskoven skal dog holdes i kort snor; bliver den for tæt, går det for meget ud over egenes tilvækst, ligesom især bøg og ahorn skal forhindres i at vokse op i egenes kroner.

En endnu mere intensiv og målrettet form for egedyrkning består i at forbedre kævlekvaliteten gennem jævnlig afskæring af eventuelle vanris på udvalgte, såkaldte hovedtræer (figur 15-6).

Forstlig etablering af ny egeskov

I den opvækst, der fremkom efter indfredningerne omkring år 1800, var der en del selvsået eg, men ellers har selvforyngelse, som er en standardmetode inden for bøgedyrkningen, kun i få tilfælde kunnet udføres med eg under danske forhold – i modsætning til i bl.a. Frankrig. Derfor har foryngelse ved renafdrift og nyplantning været det mest udbredte i den forstlige egeskov i Danmark. Det har også givet skovdyrkeren mulighed for at indføre en bedre formet herkomst, som nævnt typisk hollandsk.

Lejlighedsvis, f.eks. ved skovrejsning på marker, sås eg direkte på voksestedet, men som regel plantes 2-årige egeplanter med maskine.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Friis Møller: Skovbrugets egeskov i Naturen i Danmark, Fenchel, Larsen, Vestergaard, Friis Møller og Sand-Jensen (red.), 2006-13, Gyldendal. Hentet 14. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=485189

Teksten indgår i værket Naturen i Danmark, der består af 5 bind. I værket beskrives dyr og planter i Danmarks vandløb, have, skove og åbne landskaber. Læs om værket på gyldendal.dk